DELI Under navnet Mor Anna satser en ny deli i Mejlgade på friskbagt brød, vin, charcuteri og delikatesser. Bag butikken står gamle kendinge fra den aarhusianske gourmetscene.
Af Mikkel T. Krogh
Sidste år overtog folkene bag Casablanca i Rosensgade Sjette Frederiks Kro ved Den Permanente, og nu udvider Casablanca-familien med en deli. Under navnet Mor Anna er delien netop åbnet i Mejlgade, hvor sultne kunder kan købe friskbagt brød og kager, vin, oste, charcuteri og andre delikatesser.
”På Casablanca får vi mange forespørgsler efter at købe vin med hjem, og på Sjette Frederiks Kro spørger folk ofte, om de kan købe vores kager med hjem til kaffen. Med den nye deli vil vi gøre det muligt for vores kunder og andre at købe de produkter, de i forvejen kender fra vores restauranter, sammen med en række andre delikatesser,” siger daglig leder af Casablanca Anders Ravn Koch.
Surdej i bageriet
Den nye deli har eget bageri med tre bagere ansat, der udover brød og kager til deliens kunder også bager til Casablanca og Sjette Frederiks Kro. Bageriet følger traditionen fra Emmerys med at bruge surdej af bigatypen til brødet, hvilket ikke overrasker al den stund, at to af bagerne tidligere har arbejdet på netop Emmerys.
“I bageriet laver vi brød helt fra bunden uden mix og smarte fiduser. Det er håndværket, der er i fokus, og vores bagermester plejer at sige, at den vigtigste ingrediens er tid, fordi vi følger dejene fra surdej til færdigt brød i op til fire dage. Vi bruger både økologisk mel og almindeligt mel, og alt bagværk bages i specialbyggede stenovne, som vi har fået lavet til bageriet,” siger Anders Ravn Koch.
Sortimentet af bagværk dækker over brød, boller og forskellige kager lige fra Othellolagkager til hindbærsnitter. Delien har oste og charcuteri fra både Danmark og fra Sydeuropa, og vinene kommer fra Europa, Sydafrika og Australien. Derudover producerer medarbejderne selv udvalgte produkter som pesto, laksesalat og friskpresset appelsinjuice.
Læs guide: 5 gourmetbagere du skal besøge
Læs artikel: Ny spansk butik i Vestergade
Læs artikel: Aarhus får Danmarks første ciderbutik
SPECS
Mor Anna Deli & Bageri
Mejlgade 5
8000 Aarhus C
Foto: Mor Anna
Disclaimer: Artiklen er baseret på interview med Anders Ravn Koch fra Casablanca.