Mycider.dk er landets første ciderbutik

BUTIK Cider er hot, og nu starter Danmarks første ciderforretning i Aarhus. Bag butikken står lokalt ægtepar, der forud for åbningen har rejst England rundt for at få aftaler med prisvindende producenter.

Af Mikkel T. Krogh

Glem alt om sodavandsciders som Somersby, Tempt og Rekorderlig. Cidermarkedet er under forandring, og kvalitetscider fra mindre producenter vinder frem. Nu får Aarhus så landets første ciderbutik, som under navnet mycider.dk vil sælge cider og arrangere smagninger for aarhusianerne.

”Vi ønsker at skabe opmærksomhed om cider som et kvalitetsprodukt med stor variationsbredde. Cider kan erstatte øl, vin og stå distancen i forhold til de mousserende vine. Cider er også et glimrende alternativ for de mange, der har svært ved at tåle gluten, fordi det er glutenfrit i modsætning til øl. Det er i øvrigt også vegansk,” siger medstifter Fenja Søndergaard Terp fra mycider.dk.

Rundrejse i England
Sammen med sin mand Anders Søndergaard Terp åbner hun i starten af april ciderbutikken, der får adresse på Marselisborg Havnevej. Ægteparret vil både sælge cider fra butikken og fra en tilknyttet webshop, og forud for åbningen har ligget et stort arbejde med at finde de rigtige ciders, der i starten kommer fra mindre producenter i England og Danmark.

”Vi starter med de engelske ciders, fordi udvalget er stort og godt derovre. I starten af året besøgte vi Englands cidermekka Cornwall, Devon og Somerset, hvor der er et utal af små og mellemstore producenter. Vi havde på forhånd undersøgt, hvilke producenter der de senere år har vundet smagskonkurrencer, og det lykkedes at få aftaler i stand med flere af dem,” siger Anders Søndergaard Terp.

Høj kvalitet i Danmark
Butikken vil også føre ciders fra danske producenter, hvor kvaliteten er ifølge ægteparret er høj, blandt andet fordi det danske klima er perfekt til dyrkning af cideregnede æbler.

”Vi kommer sandsynligvis til at se samme udvikling som med mikrobryggerierne og specialøl for 10-15 år siden, og Danmark kan sagtens komme på verdenskortet med cider i verdensklasse. Vi bliver det eneste sted i Danmark, hvor man kan finde næsten alle de danske ciders samlet og få et indblik i, hvad der rører sig rundt omkring i landet,” siger Fenja Søndergaard Terp.

Ægteparret har fast arbejde ved siden af driften af butikken og har tidligere været med til at starte Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab. De har også været involveret i Food Festival, og Fenja Søndergaard Terp underviser desuden i madlavning på FOF og er tidligere madblogger.

Læs artikel: Ny spansk butik i Vestergade
Læs guide: 6 gourmetbagere du skal besøge
Læs guide: 5 cool cocktailbarer i Aarhus

SPECS
Mycider.dk
Marselisborg Havnevej 32
8000 Aarhus C

Foto: Mycider.dk

Disclaimer: Artiklen er baseret på dialog med Mycider.dk