Foto: Louise Sejr Højmark

Fryden Kaffebar i Mejlgade satser på det lokale

God kaffe på lokalt ristede bønner og kager bagt på overskudssurdej. Hos den nye Fryden Kaffebar er intet overladt til tilfældighederne.

Artiklen om Fryden Kaffebar har tidligere været bragt i Mærk Aarhus

Cecilie Sørensen stamper den friskkværnede kaffe fra espressomaskinen, som fylder godt på den sorte disk. Da kaffen er brygget, steamer hun mælken, før hun med sikre hænder tegner et smukt udformet blad på toppen af skummet.

Cappuccinoen er serveret. Vel at mærke i en kop, som er specialdesignet i samarbejde med en hobbykeramiker fra Skødstrup. Køber du en cookie til, er den bagt på overskudssurdej fra de surdejsboller, du også kan lade dig friste af på Mejlgade 40. Her bor den nye Fryden Kaffebar, som slog dørene op den 5. februar.

“Jeg elsker kaffe, og jeg elsker faget bag, så det var oplagt, at jeg skulle åbne mit eget sted,” siger Cecilie Sørensen, som er kvinden bag kaffebaren.

Lokalt udvalgt

Alt fra bønner til bagværk og interiør er nøje udvalgt og så vidt muligt lokalt.

Kaffebønnerne er fra mikroristeriet Mood Coffee Roasters i Ankersgade. Boller og kager er fra en lokal bager, der kun leverer til Fryden Kaffebar. På væggen hænger plakater fra en lokal, upcoming kunstner, og flere af kaffebarens møbler er købt hos et lokalt retromarked. 

“Jeg er jo selv helt ny i branchen, så jeg synes, det er fedt at samarbejde med nogle, der også selv er på vej frem,” forklarer Cecilie Sørensen.

“Det er rigtig mange timer, jeg skal bruge her i lokalerne, så jeg har forsøgt at gøre det til et sted, der repræsenterer mig og min stil.”

Læs også: 3 steder i Aarhus, hvor du kan få en go’ kop kaffe

Mere end bare at steame mælk  

Intet hos Fryden Kaffebar er altså overladt til tilfældighederne. Det står i kontrast til den måde, Cecilie Sørensen selv blev introduceret til faget på.

Efter gymnasiet fik hun et job som barista hos den nyligt lukkede Aarhus-klassiker Altura Kaffe i Graven, og her blev hun en del af en verden, hun befandt sig godt i.

“Jeg opdagede, at det at lave god kaffe ikke bare handler om at kunne steame mælken rigtigt. Der er masser af teknik bag, og det har været sjovt at lære mere om. Og så kan jeg godt lide, at jeg lærer nye mennesker at kende, når jeg står bag disken,” fortæller hun.  

Selvom hun nød at lave kaffe, var det ikke umiddelbart den vej, hun tænkte, hun skulle gå efter sine sabbatår. Cecilie Sørensen begyndte derfor på finansøkonom-uddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus med henblik på at blive ejendomsmægler.

“Men da jeg så kom i gang med uddannelsen, kunne jeg pludselig mærke, at det var for tidligt for mig med et fast job i en etableret virksomhed i en alder af 24 år. Og så dukkede idéen om min egen kaffebar op,” siger Cecilie Sørensen.

Latinerkvarteret er det helt rigtige

Lige nu er Cecilie Sørensen derfor i praktik i egen virksomhed, før hun til sommer afslutter sin uddannelse.

“Jeg har haft nogle megasøde vejledere, som både har haft stor forståelse for, at mit fokus primært har været på kaffebaren, og som har hjulpet mig med praktiske ting som lejekontrakt og finansiering,” forklarer hun.  

Egentlig ville Cecilie Sørensen have ventet med at springe ud som kaffebarsejer til efter sin sidste eksamen. Men da lokalet i Mejlgade blev ledigt sidste efterår, ændrede planen sig.  

Frem til sommer kan Cecilie Sørensen derfor forvente en travl hverdag med både en kaffebar, der skal drives, og en hovedopgave, der skal skrives. 

“Den stemning, jeg gerne vil ramme med min kaffebar, passer ekstremt godt til Latinerkvarteret. Og så er Mejlgade et sted i udvikling. Der er mange cool butikker, og der sker bare rigtig meget. Min mavefornemmelse med stedet er helt rigtig, og derfor slog jeg til, da muligheden bød sig. Også selvom det bliver nogle lange arbejdsdage,” smiler hun.

En god start på dagen

Se alle