FESTIVAL Kan man drikke te til gedeost? Få svaret på Danmarks første tefestival, der finder sted i forbindelse med madmessen MAD 2015 i Ridehuset den 16-18. oktober.
Af Mikkel T. Krogh
Aarhus får nu Danmarks første tefestival, hvor tedrikkere og andre interesserende kan få et indblik i teens verden og deltage i en te- og gedeostesmagning. Det sker i forbindelse med madmessen MAD 2015, der løber af stablen i Ridehuset i Aarhus den 16-18. oktober 2015.
Bag tefestivalen står Dansk Tesammenslutning, der består af Danmarks førende tehandlere, en række firmaer og enkeltpersoner, som deler interessen for te. I løbet af festivalen bliver der afholdt japanske teceremonier og holdt oplæg af forfatteren bag en ny tehistorie, ligesom der er mulighed for at smage eksklusive teer og teer, der går godt sammen med mad.
Smagning af te og gedeost
Som noget usædvanligt kan gæsterne også opleve en te- og gedeostesmagning arrangeret sammen med ostehandleren Grand Fromage i Guldsmedgade og Tebstrub Gedeosteri.
“Det er tilladt i dag at sætte mad og drikke sammen på utraditionelle måder, og jeg var inspireret af et amerikansk tidsskrift, som beskrev de særlige smagsoplevelser, en ren kinesisk te kan give sammen med gedeost. Jeg blev lidt nysgerrig, og vi besluttede derfor i Dansk Tesammenslutning at prøve det af,” siger formand Alexis Kaae fra Dansk Tesammenslutning.
Konferencier under tefestivalen er tv-kokken Anne Hjernøe, der er kendt fra DR’s AnneMad. Udover tefestivalen byder MAD 2015 også på en børnerestaurant, frokostbål og en lang række udstillere, der præsenterer alt fra blåbær og æbler til kål, kaffe og chokolade. Billetter koster 50 kroner for 1 dag eller 80 kroner for tre dage og kan købes her.
Læs artikel: Kæmpe vinsmagning i Ridehuset
Læs artikel: Arla Unika-butik åbner i Aarhus
Læs artikel: Smagsgiveriet er byens nye foodmarket
Foto: Pixabay Images