Foto: Smagsgiveriet

Smagsgiveriet er byens nye foodmarket

FOODMARKET Aarhus får sit eget madmarked, når Smagsgiveriet åbner om et par uger med grøntsager, kød, ost, øl og søde sager fra mere end 25 østjyske leverandører. 

Stockholm har Saluhall, København har Torvehallerne, og nu får Aarhus også sit eget foodmarket under navnet Smagsgiveriet, hvor aarhusianerne kan købe gourmetlækkerier fra mere end 25 østjyske producenter. Bag projektet står ejer Lars Christensen fra vinforretningen Vin & Vin på Marselis Boulevard, hvor markedet også kommer til at ligge.

”Vores vision er at samle de bedste smagsoplevelser fra østjyske producenter ét sted i Aarhus, så folk ikke skal køre rundt i hele Østjylland for at få fat i de lækre specialiteter. Vi får blandt andet varer fra gårdbutikker, ostehandlere, grøntsagsproducenter og slagtere, og jeg håber, at aarhusianerne bliver nysgerrige på konceptet og har lyst til at støtte op om de lokale leverandører,” siger Lars Christensen.

Smagsgiveriet får til huse i et 300 kvadratmeter stort lokale ved siden af vinbutikken, og håndværkerne er netop nu ved at få de sidste ting på plads.

Grøntsager, kød, spiritus og øl
Blandt leverandørerne er Gartneriet Marienlyst, Sommergrønt og Sorring Bær på grøntsagsdelen, Gothenborg Fjerkræ og De 5 Gaarde på køddelen, Cold Hand Winery og Enghaven Brænderi på spiritusfronten samt Grauballe Bryghus og Ebeltoft Gårdbryggeri på øldelen. Derudover er der takeaway fra Skafferiet i Hinnerup og søde sager fra Engmark Is, Kathrine Andersen Chokolade og Sweet Samsø Bolcher.

”Leverandørerne er valgt ud fra, at de skal have nogle produkter, som er særligt delikate. Samtidig har vi lyttet til, hvad vores kunder savner i Aarhus. De enkelte producenter indretter selv deres boder, mens jeg og mit personale kommer til at betjene kunderne. Der kommer dog også aktiviteter som torvedage og høstfest, hvor der er mulighed for at møde folkene bag produkterne,” siger Lars Christensen.

Koblet med sponsoraftaler
Lars Christensen har lavet en række sponsoraftaler med lokale sportsklubber, som bakker op om markedet mod at få et tilskud tilbage til klubberne.

”Jeg har altid haft lyst til at udvikle et koncept, hvor man benytter sig af de lokale ressourcer, samtidig med at man støtter de lokale sportsklubber. Konkret har vi lavet det sådan, at østjyske sportsklubber kan få en del af omsætningen i Smagsgiveriet tilbage til deres klubkasse ved at støtte op omkring de lokale producenter,” siger Lars Christensen.

Smagsgiveriet åbner første gang den 4. september kl. 10, og der er reception samme dag fra kl. 15-17, hvor det er muligt at møde leverandørerne. Vin & Vin blev åbnet i Aarhus i 2014 af Lars Christensen, der tidligere har arbejdet i en årrække som leder i Coop-regi.

SPECS
Smagsgiveriet
Marselis Boulevard 177
8000 Aarhus C