Foto: Teriyaki Sushi

Godt gået: Ejer af sushirestaurant får hæder

Ejeren af aarhusiansk sushirestaurant har fået et legat opkaldt efter sig.

Ejer Mohammed Abdul-Karim fra Teriyaki Sushi i Viby var for nylig på iværksætterlejren Seedster i Sydspanien. Her blev han som den eneste udvalgt til at få doneret billetten til en værdi af 11.000 kroner gratis. Tilmed fik han opkaldt et legat efter sig på træningslejren.

“Jeg var meget rørt og taknemmelig, og jeg forstod det ikke helt. Jeg var kommet hjem og troede, at turen var slut, men nu føler jeg først, at den var startet. Jeg ser det som et skulderklap til mig og et bevis for, at det betaler sig at kæmpe. Jeg føler samtidig, at jeg har et stort ansvar for at bruge pengene rigtigt,” siger Mohammed Abdul-Karim til Smag Aarhus.

Den entreprenante restaurantejer er uddannet tømrer og stiftede Teriyaki Sushi for godt to år siden. I dag har forretningen en millionomsætning og fjorten medarbejdere, og drømmen er at udvide konceptet og skabe en dansk sushikæde.