Foto: Pixabay.

Gratis spil hele weekenden: Ny brætspilscafé åbner i dag

Fredag den 9. februar klokken 12.00 slår en ny brætspilscafé dørene op i Fredensgade 38.

Er du til en hyggelig brætspilsstund med vennerne, så er det nu, du skal læse med!

Tilbage i december 2017 kunne Smag Aarhus fortælle, at Aarhus brætspilscafé i Vestergade udvider med endnu en brætspilscafé i Fredensgade – og nu er tiden endelig kommet.

Fredag den 9. februar klokken 12 bliver dørene slået op til den nye café, der ligesom sin forgænger indbyder til masser af spilleglæde og rendyrket hyggestemning.

En hel weekend med gratis spil
For at fejre åbningen inviteres du – og dine venner – til en weekend fyldt med gratis spil i lokalerne på Fredensgade. Det skriver Aarhus brætspilscafé på sin Facebook-begivenhed.

Aarhus brætspilscafés ejer, Jesper Overgaard, har tidligere udtalt til Smag Aarhus, at de på Fredensgade vil imødekomme mange efterspørgsler på de lidt tungere og lange spil – men samtidig kan der stadig nydes de kortere og lette spil på caféen.

På Facebook-begivenheden lyder det: “Hygge og good times med brætspil og en fadøl/kop kaffe”. Og hvem kan ikke være med på det?

Tag din egen mad med på café
Som noget nyt vil der ikke blive serveret varme retter på brætspilscaféen i Fredensgade.

“Vi vil som et forsøg lægge ud med, at vores gæster må tage egne madvarer med,” har Jesper Overgaard tidligere udtalt til Smag Aarhus.

Snacks, slik og drikkevarer skal købes i caféen.

Ligesom caféen i Vestergade, holder Aarhus brætspilscafé i Fredensgade åbent mandag til torsdag klokken 14 til 23, fredag til lørdag klokken 12 til 01 og søndag klokken 12 til 22.

Du kan reservere bord på Aarhus brætspilscafé for at sikre dig en af caféens pladser.