Foto: Viet Food Street Kitchen

Guide: 6 steder med vietnamesisk mad i Aarhus

Trænger du til at drømme dig til varmere himmelstrøg? I Aarhus er der heldigvis et væld af steder med vietnamesisk mad, hvor du kan nyde eksotiske smagsoplevelser. Det er altså bare med at komme afsted, når lysten til pho-suppe eller forårsruller melder sig.

Læs også: 5 steder i Aarhus, hvor du kan få en go’ kop kaffe

Småt og godt – Pho C&P

Pho C&P
Foto: Pho C&P

Pho C&P på Sønder Allé i Aarhus er opkaldt efter den traditionelle vietnamesiske suppe “pho”. De traditionelle, vietnamesiske smage kommer i den grad også til udtryk i retterne hos den lille restaurant. Her er menukortet inspireret af det vietnamesiske gadekøkken, som er en vigtig del af kulturen i Vietnam.

Pho C&P er en hyggelig lille restaurant, hvor du sidder tæt med sidemanden. Køkkenet er åbent, så du kan følge med, når kokkene tryller både supper, forårsruller og nudelretter frem. Stedets pho er den grad værd at prøve, og de fås med alt fra and, oksekød, rejer og tofu.

Hvor: Pho C&P, Sønder Allé 14, 8000 Aarhus C
Læs mere om Pho C&P på deres hjemmeside her. 

Sprøde vietnamesiske baguettes – Báhn Mí Bandits

Bahn Mi Bandits vietnamesisk mad
Foto: Bahn Mi Bandits

Hvis du ikke har prøvet en báhn mí endnu, er det bare med at komme afsted til Báhn Mí Bandits og smage den vietnamesiske udgave af en baguette. Restauranten er startet af fire venner fra Aarhus og har i dag to forskellige spisesteder i byen.

Hos Báhn Mí Bandits er der fokus på de friske og simple smage fra det vietnamesiske gadekøkken. Menukortet byder på lidt af hvert: både salater, bowls og vietnamesiske baguettes. Uanset hvad du vælger, er der smæk på smagene og en masse farverige råvarer.

Hvor: Báhn Mí Bandits, Nørregade 34 og Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C
Læs mere om Báhn Mí Bandits på deres hjemmeside her.

Alt godt fra det asiatiske køkken – Kowloon

Kowloon
Foto: Kowloon

Hos Kowloon har de serveret asiatisk mad siden 1999. Kokkene har stor erfaring med asiatiske køkken og styr på at lave traditionelle retter fra både Thailand, Kina og Vietnam. I dag har Kowloon to restauranter i hjertet af Aarhus: den store restaurant på Frederiksgade og den mindre restaurant på Banegårdsgade.

Menukortet hos Kowloon er stort, og indebærer alt, hvad hjertet begærer fra det asiatiske køkken. Er du på jagt efter smagfuld vietnamesisk mad, kan du gå om bord i alt fra nudelsuppe, wokretter og forårsruller.

Hvor: Kowloon, Banegårdsgade 33 og Frederiksgade 78, 8000 Aarhus C
Læs mere om Kowloon på deres hjemmeside her.

Traditionsrig vietnamesisk mad – Viet Food Street Kitchen

Viet food
Foto: Viet Food Street Kitchen

Hos Viet Food Street Kitchen på Banegårdsgade i Aarhus bygger retterne på mange års erfaring med det vietnamesiske køkken. Stedet ejer, Thu Hang Huynh, har siden sin barndom opbygget et stort kendskab til vietnamesisk gademad i forældrenes forretning. Nu bygger hun selv videre på traditionerne i sin egen restaurant.

Viet Food Street Kitchen serverer alt godt fra det vietnamesiske køkken. Her kan du blandt andet prøve friske sommerruller, krydrede supper og nudelsalater. Restauranten tilbyder altså en bred vifte af alle de skønne og klassiske vietnamesiske retter.

Hvor: Banegårdsgade 9.st., 8000 Århus C
Læs mere om Viet Food Street Kitchen på deres hjemmeside her.

Sund vietnamesisk fast food – Wok this Way

Wok this way
Foto: Wok this Way

Er du vild med wok? Så er Wok this Way helt sikkert et besøg værd. Her kan du vælge mellem forskellige wokretter eller sammensætte din egen boks med dine yndlingsingredienser.

Hos Wok this Way går de ikke på kompromis med kvaliteten. Råvarerne vælges med omtanke, så du altid kan nyde de lækreste wokretter. Der er desuden et stort udvalg af forskellige retter med alt fra and, oksekød, kylling og friske grøntsager.

Hvor: Wok this Way, Nørregade 36 Aarhus og Frederiks Allé 135, 8000 Aarhus C
Læs mere om Wok this Way på deres hjemmeside her.

Wokbuffet og vietnamesiske retter – Restaurant Lotus

Vietnamesisk aarhus lotus
Foto: Restaurant Lotus

På en sidegade til Strøget i Aarhus finder du Restaurant Lotus. Her står det venlige personale klar til at servere et stort udvalg af traditionelle asiatiske retter. Maden laves på de bedste råvarer og serveres selvfølgelig helt frisklavet.

Menukortet hos Restaurant Lotus er stort, så der er helt sikkert noget for enhver smag. Du kan blandt andet smage vietnamesiske risretter, báhn mí og nudelsupper. Restauranten har også en stor wokbuffet, hvor du kan sammensætte din egen wokret med kød og grøntsager. Du vælger blot dine ingredienser, og så tilbereder kokken retten for dig.

Hvor: Østergade 24, 8000 Aarhus
Læs mere om Restaurant Lotus på deres hjemmeside her.