BURGERE Den islandske kultburgerbar Tommi’s Burger Joint åbner næste år op i Aarhus i lokaler tæt på den nystartede Mikkeller-bar på Jægergårdsgade.
Af Mikkel T. Krogh
I starten af det nye år vil aarhusianske burgerelskere få endnu et tilbud i form af den islandske burgerkæde Tommi’s Burger Joint, der etablerer en burgerbar på Jægergårdsgade 57 tæt ved den nye Mikkeller Bar.
Lokalerne ejes af den aarhusianske Kähler-koncern, som også ejer Mikkeller Bars lokaler, og Kähler-ejer Frantz Longhi ser frem til at lægge hus til byens nye burgerjoint.
”Det er afgørende, at vi bidrager til udviklingen af et spændende spisekammer i Aarhus og indtænke aktiviteter i en større sammenhæng. Uanset om vi taler til gourmetelskere eller hipsterfolket. Og vi er hos Kähler glade for, at vi har sikret aftale om at få både Mikkellers ølbar og nu snart Tommi’s Burger Joint til Aarhus, da de begge passer rigtig godt ind i stemningen og miljøet i netop Jægergårdsgade,” siger Frantz Longhi i en pressemeddelelse.
Frederiksbjerg som gastronomisk legeplads
Tommi’s Burger Joint har også burgerbarer i London, Malmø, Berlin og Kødbyen i København, og i Aarhus håber udlejeren, at byens nye burgersted i endnu højere grad vil etablere Frederiksbjerg som gastronomisk centrum i Aarhus.
”Det er vigtigt for os, at aarhusianerne tilbydes høj kvalitet, der taler til alle sanser. Vi er derfor stolte af, at kunne tiltrække nogle af de bedste på markedet og integrere dem i Frederiksbjergs gastronomiske legeplads,” siger Frantz Longhi.
Prismæssigt kommer en burger på byens nye burgerjoint til at stå i 69 kroner, og pomfritter kan fås for 25 og 35 kroner. Derudover tilbyder Tommi’s den såkaldte “Offer of the Century” med burger, fritter og sodavand for 89 kroner. Burgerkæden er startet af islændingen ’Tommi’ Tomas Tómasson.
Læs guide: 5 knivskarpe burgerjoints i Aarhus
Læs guide: 5 bragende gode burgere i Aarhus
Læs artikel: Islændinge åbner Murphy’s Burger Joint