Foto: De Fyrretyve Røvere

Tømmermændsmad i Aarhus: Her er 7 lækre takeaway-steder!

Hovedet er tungt, kroppen er øm, og overskuddet er absolut i minus. Med andre ord: Behovet for tømmermændsmad i Aarhus er stort! Vi giver dig her 8 lækre takeaway-steder, hvor du har mulighed for at spise dig til en bedre dag.

Læs også: Drinks med udsigt til hele byen? Her er 5 restauranter og barer med rooftop

Burger Shack: Klassisk tømmermændsmad

Tømmermændsmad
Foto: Burger Shack

Er bøf det første ord, der falder dig ind, når du er kommet til bevidsthed dagen en bytur, er der heldigvis mange gode muligheder i Aarhus. Én af dem er The Burger Shack i Frederiksgade, hvor du kan sætte tænderne i en briochebolle med hjemmerørte dressinger, en bøf, der er lavet på kød fra fritgående kvæg, samt økologiske grøntsager.

Burgerbaren er desuden kendt for sine pommes frites, der er krydret med parmasanost og timian. Hallelujah!

Til de kødspisende anbefaler vi en Shack Burger Menu, som du kan få til kun 119 kr. Du får en cheeseburger, pommes frites og en drikkevare – og er du veganer, kan du stille din burger-trang med en Vegan Shack Burger med en bøf lavet på soja, økologiske syltede agurker og vegansk mayonnaise – alt sammen til 125 kr.

Er tømmermændene så slemme, at tålmodigheden har en kort lunte, kan du bestille din mad hjemmefra, så du er sikker på, at den er klar, når du kommer og henter den.

Åbningstider: Man-søndag: 11.30-21.00
Adresse:
Frederiksgade 39, 8000 Aarhus C
Læs mere her:
burgershack.dk

Fratelli Pizza: Trøjborgs bedste bud på tømmermændsmad

Tømmermændsmad
Foto: Fratelli Pizza

Bare fordi du har tømmermænd, behøver du ikke at snuppe en pizza fra det første pizzeria, du spotter i bybilledet. Hvorfor ikke forkæle dine smagsløg med en pizza fra det sted, Smag Aarhus’ læsere tidligere har kåret til byens bedste?

Fratelli Pizza på Trøjborg laver italienske pizzaer i særklasse, både for vegatarer, veganere og kødspisere. Prøv for eksempel en Vegetariana med svampe, aubergine, cherrytomater, oliven, artiskok, samt løg og pesto for 100 kroner. Lækkert, lækkert, lækkert!

Vil du gerne spise kød, foreslår vi en Pizza Speck med mozzarella, røget lufttørret skinke, artiskok og hvidløgsolie til 105 kroner til at dulme tømmermændene med.

Er din stakkels krop for svag til at bevæge sig udenfor for at hente pizzaen, bringer Fratelli Pizza heldigvis ud – så skal du bare bestille maden online fra sofaen, og blive der, indtil maden bliver leveret. Nemt!

Åbningtider: Mandag-Ondag: 16.00-20.30. Tordag-Lørdag: 11.00-21.00. Søndag: 11.00-20.30
Adresse: Tordenskjoldsgade 81, 8200 Aarhus N
Læs mere her: fratellipizzeria.dk

Sunshine Sandwich-bar: Et væld af lækre sandwiches!

Tømmermændsmad
Foto: Sunshine Sandwich

En god sandwich skal ikke undervurderes – ej heller skal de mirakler, den kan udføre mod tømmermænd! Skal du have en dagen derpå-venlig version, kan vi anbefale Sunshine Sandwich i Nørregade.

Stedets Mimi’s med kylling, tortillachips, smeltet cheddarost, guacamole og salsa i enten lyst eller mørkt ciabattabrød. Så skulle de værste symptomer fra natten før gerne forsvinde. Det er da værd at prøve af!

Sunshine Sandwich har også flere vegetarmuligheder. Prøv for eksempel en Veggie-sandwich med stegt aubergine, mozzarella, guacamole, grønt, mayonnaise og cremefraichedressing i et urtebrød. Dét er bare lækkert!

Vil du være ekstra god ved din krop, kan du jo tilføje en friskpresset juice med for eksempel gulerod, lime, ingefær og æble til 40 kroner til bestillingen.

Er du rigtig frisk, så prøv et ingefærshot til 20 kroner – så er vitamintilskuddet hurtigt overstået.

Åbningstider: Mandag-fredag 10.00-19.00, lørdag 11.00-16.30, søndag 11.00-19.00
Adresse: Nørregade 22, 8000 Aarhus C
Læs mere her: sunshine-sandwichbar.dk

De Fyrretyve Røvere: Arabisk inspireret tømmermændsmad

Tømmermændsmad
Foto: De Fyrretyve Røvere

De to kokkebrødre bag pitabaren De Fyrretyve Røvere på Frederiks Allé har fået lidt af en succes stablet på benene siden åbningen i august 2017. Nu er der flere forretninger rundt omkring i byen, både på Trøjborg, Brabrand og Frederiksbjerg. Alle steder får du pitaer, hvor alt er lavet fra bunden, og lækkerierne serveres af et personale, der er kendt for deres gode humør og teamwork. Det kan kun smitte positivt af på tømmermænds-tilstanden!

Er det pita, der skal til for at behage den trætte krop, anbefaler vi en version med falafel og en god blanding af de både syltede, bagte og sprøde grøntsager, du kan få i din pita. Er du mere til kød, kan du stille sulten med en pita med flankesteak skåret i tynde skiver. Mørt og lækkert!

Husk tålmodigheden, når du bevæger dig ud ad døren for at hente din mad. Pitabaren er nemlig yderst populær, og det kommer blandt andet til udtryk ved en til tider lang kø foran det lille lokale. Dog kan du udgå de vilde køtilstande ved at bestille hjemmefra – det kan ske lige her.

Åbningstider: Tirsdag til søndag: 16:30 – 21:00
Adresse: Frederiks Allé 81 – m.f.
Læs mere her: defyrretyverovere.dk

Ild.Pizza: Fantastisk pizza som kur mod tømmermændene

Tømmermændsmad
Foto: Ild.Pizza

Pizzastederne står i kø i Aarhus, og hos ILD.PIZZA kommer du ikke til at fortryde en bestilling fra. Her gøres tingene en smule andeledes, da pizzabagerne følger et helt særligt system, når de skal vurdere, hvorvidt en pizza er god.

Dejen er det absolut vigtigste, da denne tæller hele 60%, mens ingrediensernes kvalitet og pizzaovnen fordeler sig på de sidste 40%. ILD.PIZZA stræber altid efter alle 100%, så pizzaen er perfekt.

Du kan være sikker på, at din pizza er i topklasse, da der kun anvendes ingredienser af allerhøjeste kvalitet. Det er både muligt at bestille lækre pizzaer eller måske en delikat pastaret, som du kan nyde foran fjernsynet. Mums!

Åbningstider: Mandag: Lukket. Tirsdag-onsdag: 17.00-20.00. Torsdag-lørdag: 17.00-20.30.
Adresse: Søren Frichs Vej 53 og Lystrupvej 33
Læs mere her: ild.pizza

Masala: En lækker indisk ret som tømmermændsmad?

Foto: Masala

Hos Masala laver de indisk mad og har et bredt udvalg af lækre retter. De går højt op i kvalitet og ønsker at give deres kunder nogle sublime madoplevelser. 

Det er deres dygtige kok, Sonny, der laver maden. Han er ikke bare dygtig. Han har studeret indisk mad i Nordindien og ved præcis, hvordan retterne tilberedes, så det smager, som de er tiltænkt.

Du kan få deres signatur menu til 2 personer, som består af butter chicken, ris, dal tadka og naan brød til 358 kroner. Hvis du er i tvivl om, hvordan sådan en basse kunne se ud, så kan du tage et kig på billedet lige herover.

Åbningtider: Alle dage: 16.00-21.00
Adresse: Randersvej 23, 8200 Aarhus N
Læs mere her: masalaaarhus.nemtakeaway.dk

Pho C&P: Vietnamesisk mad til dagen derpå

Foto: Pho C&P

Nu skal vi en tur til Vietnam. Livet i Vietnam kan være travlt og til tider hektisk. Traditionen bifalder derfor et hurtigt måltid fra et gadekøkken eller en lille bod på vej til eller fra arbejde. Hos Pho C&P har de smidt de traditioner ned i en stor skål Pho-suppe og smagt dem til med de helt rigtige ingredienser. Så lækker tømmermændsmad!

Du kan få et væld af forskellige retter. På deres hjemmeside er der heldigvis detaljerede beskrivelser af, hvad retterne indeholder, hvis du ligesom os ikke er helt flydende på vietnamesisk endnu. Vi kan dog afsløre, at du både kan få Pho med okse og and fra 109 kroner.

Åbningtider: Søndag til torsdag: 11.30-20.30. Fredag-lørdag: 11.30-21.00
Adresse:
 Sønder Allé 14, 8000 Aarhus C
Læs mere her: pho-cp.dk