Con Maz introducerer et nyt vinsmagningskoncept, der tager udgangspunkt i sæsonaktuelle råvarer.
Con Maz i Aarhus introducerer et nyt og anderledes vinsmagningskoncept, hvor en sæsonakuel råvare parres med særligt udvalgte vine fra den franske vinregion, Bourgogne.
Derfor kan du hver måned se frem til et event, med fokus på den perfekte sammensætning af mad og vin.
Den første smagning byder på ‘Stenbiderrogn og Sprød Syre’ og finder sted torsdag den 23. februar. Derudover kan du den 23. marts deltage i ‘Jordskokker og Jordbund’, mens der den 20. april venter smagningen ‘Rabarber og Rubinrød Pinot’.
Læs også: Gastro Week er tilbage: Forkæl dig selv med lækker mad til megagode priser
Lær at sammensætte mad og vin
For Con Maz står det klart, at rigtig mange endnu har tilgode at opleve den store smagsmæssige gevinst, der gemmer sig i den perfekte sammensætning af mad og vin, og lige præcis derfor tager deres nye vinsmagningskoncept udgangspunkt i at dele denne oplevelse med aarhusianerne.
“Mad og vin komplimenterer og opløfter hinanden, men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan de to ting kombineres. Hvad man skal tage højde for, når en menu skal laves, er lige netop dét, alle deltagere kan forvente at blive klogere på til smagningerne,” lyder det fra Con Maz i en pressemeddelelse.
Derudover får deltagerne et indblik i, hvorfor lige netop Bourgogne-vin er rangeret som noget af det bedste i verden.
Prisen per smagning er 249 kroner og inkluderer tre forskellige snacks samt seks smageglas vin. Smagningerne afholdes i Con Maz’ lokaler på Kjeld Tolstrups Gade 94-102 ved siden af Godsbanen. Billetterne kan købes her.