RESTAURANT Kendt restaurant på Aarhus Havn har netop haft åbent for publikum sidste gang.
Efter seks år på kanten af havnefronten i Aarhus har den kendte konceptrestaurant FRÜDno16 / Sechzehn i weekenden haft åbent for sidste gang. Restauranten på Europaplads var blandt de første i Aarhus med et fastpriskoncept med fire retter og vin ad libitum til en fast pris, men nu er det slut.
”Efter mange år på adressen er det tid til fornyelse. Ikke fordi restauranten ikke var succesfuld, men fordi det er det vigtigste at udleve sine drømme. Og de ændrer sig jo med tiden. Opbygningen af konceptet lagde simpelthen begrænsninger på, hvad jeg gerne vil, og derfor er det tid til noget nyt,” siger ejer Jürgen Frühwirth.
Flere forvandlinger undervejs
Restauranten har undervejs gennemgået flere forvandlinger, ligesom konceptet er tilskåret og justeret flere gange. Senest i 2015, hvor de to restauranter SANS med Früd og Sechzehn fusionerede til FRÜDno16. Ifølge ejeren er der et nyt koncept på vej.
”Vi er i øjeblikket i gang med at finpudse vores nye koncept og regner med at åbne den 1. oktober. Vores nye restaurantkoncept vil være 100 procent nytænkt, og jeg vil derfor på nuværende tidspunkt ikke afsløre for meget endnu. Om det bliver i samme lokalerne eller på en ny adresse, kan jeg desværre hellere ikke afsløre endnu, da vi p.t. forhandler med to placeringer,” siger Jürgen Frühwirth.
Det nye koncept og den nye adresse forventes meldt ud omkring den 1. august.