Foto: NorR

Restauranter med nordisk mad: Her finder du de 5 bedste

Er du vild med det nordiske køkken? Går du op i bæredygtighed og sæsonbestemte råvarer? Så besøg disse 5 aarhusianske restauranter, som alle sammen byder på nordisk inspirerede menuer.

Læs også: Guide: Her er 5 historiske restaurantoplevelser i Aarhus

Restaurant Domestic: Et bæredygtigt køkken

nordisk
Foto: Restaurant Domestic

Restaurant Domestic er et klassisk valg, hvis du er på udkig efter mad fra det nordiske køkken. Derudover kan du også have god samvittighed, når du spiser på restauranten.

Domestic lægger nemlig vægt på bæredygtighed, både når de vælger leverandører, og når de aktivt går ind i kampen mod madspild. Retterne skifter også med årstiderne, så du altid kan smage på sæsonen. Derudover går kokkene op i fermentering, og bruger meget tid på syltning, saltning og tørring.

I aftentimerne kan du vælge mellem flere spiseoplevelser. Prøv ‘Essensen’ der giver en god oplevelse  af Domestics gastronomiske univers, og kan fås for 750 kr.  Ellers kan du også vælge både en “Kort Menu” og en lidt større menu med 14 serveringer for 1800 kr.

Priserne er i den høje ende, men restauranten er også tidligere belønnet med en michelin-stjerne, så oplevelsen er det hele værd!

Adresse: Mejlgade 35B, 8000 Aarhus C
Læs mere: restaurantdomestic.dk

Restaurant SyvNi13: Nordisk mad med besøg fra hele verden

nordisk
Foto: SyvNi13

Endnu et bud på en lækker, nordisk inspireret restautant er SyvNi13. De byder velkommen i lyse, åbne lokaler, lige midt i centrum af Aarhus.

Men hvad skal du så spise, når du er ankommet på SyvNi13? Restauranten tilbyder en nøje sammensat menu, der er dybt forankret i nordisk madkultur, med friske råvarer fra hav, mark og skov. Retterne er skabt med fokus på spændende smagskombinationer, hvor det visuelle udtryk også spiller en stor rolle.

Menuen henter som sagt sin inspiration fra Nordens rige kulinariske traditioner, men tager indimellem smagfulde afstikkere til resten af verden. Og så er alt er tilpasset sæsonens bedste råvarer!

Skynd dig ind og oplev smagsuniverset på Restaurant SyvNi13.

Adresse: Frederiksgade 74, 8000 Aarhus
Læs mere: syvni13.dk

Restaurant NorR: Nyfortolkning af nationalretter

nordisk
Foto: NorR

Restaurant NorR byder på med en menu med rødderne solidt plantet i det nordiske køkken. Her serveres både lette og fyldige retter, hvor nordiske smagsnuancer kombineres med et dansk præg.

Klassiske nationalretter bliver nyfortolket med et moderne, ny-nordisk twist. Kun de bedste råvarer bliver anvendt, og køkkenet prioriterer enkelhed og et minimalistisk udtryk.

Prøv f.eks. en hovedret med “dagens fangst”, som ændrer sig hver dag. Du kan også prøve NorRs stjerneskud serveret med aspargessauce på syrnet fløde m. dildolie og karse til 249 kr.

Med andre ord: PÅ NorR kan du få lidt af hvert, så tag forbi og tjek det ud!

Adresse: Marselisborg Havnevej 46D, 8000 Aarhus C
Læs mere: restaurantnorr.dk

Nomelle: Nordisk Bistro i Aarhus

Foto: Nomelle

Nomelle samarbejder med nøje udvalgte lokale leverandører, der deler værdier som økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed. Menuen ændres ofte for at afspejle den danske sæson og tilpasses efter, hvad der er tilgængeligt. Dette skaber en dynamisk menu, der er i konstant udvikling.

Af hovedretter kan du vælge i mellem økologisk grisenakke med majs, kantareller og sauce choron til 245 kr., en schnitzel med syltet grønt, æggeblomme og brunet smør til 205 kr.

Skal du også have dessert med kommer det nordiske udtryk virkelig frem. Du kan vælge mellem 3 danske oste eller tage en hindbærgrød serveret med creme fraiche parfait, lakridsskum og olie på solbærblade til 110 kr.

Adresse: Frederiksgade 29, 8000, Aarhus
Læs mere: nomelle.dk

Gastromé: Nordisk køkken og helt særlige spiseoplevelser

Foto: Gastromé

Gastronomien på Gastromé er klassisk med dyb inspiration fra det nordiske køkken og franske traditioner tilført sæsonernes lokale råvarer fra bl.a. Gastromés eget mini-landbrug ’The Garden’. Haven ligger blot 8 km fra restauranten, og er et udtryk for restaurantens ønske om selv at dyrke og producere til restauranten – mere lækkert bliver det simpelthen ikke.

Menuen i sig selv er noget helt særligt, men det er også muligt at gøre din oplevelse på Gastromé endnu mere speciel. Om torsdagen kan du f.eks. vælge deres eksklusive fiske- og skaldyrsmenu.

En anden mulighed er at booke plads ved “chef’s table”, hvor du sidder lige ved køkkenet og dermed kan følge med i det fantastiske arbejde, der udspiller sig her.

Adresse: Grenåvej 127, 8240 Risskov
Læs mere: gastrome.dk