ØLBAR Ølbaren Mig & Ølsnedkeren åbner den 5. februar og uddeler 120 liter gratis, nytappet øl til aarhusianerne.
Af Mikkel T. Krogh
Fredag den 5. februar kl. 16 slår ølbaren Mig & Ølsnedkeren dørene i op på Mejlgade 12 i lokalerne, hvor burgerrestauranten Hot Buns tidligere havde til huse. Åbningen fejres med uddeling af 120 liter gratis, nytappet øl af IPA-typen til alle, der kommer forbi.
”Man kan både smage på vores Lovechild IPA, der lige er blevet tappet på fad, og på en friskbrygget Hop Sweat IPA fra bryggeriet Gamma Brewing Co. Vi glæder os til at invitere hele Aarhus indenfor til åbningen, og vi håber at se en masse tørstige mennesker hernede, som kan være med til gøre dagen til en fest. Humle til folket,” siger medejer Nick Theilgaard Olesen.
Læs også: 5 hyggelige fredagsøl i Aarhus
20 friskbryggede øl på fad
Mig & Ølsnedkeren får 20 haner med øl, hvoraf de 10 haner får øl fra den københavnske ølbar Ølsnedkeren, der brygger sine egne øl. De sidste 10 haner får dels øl fra mikrobryggeriet Gamma Brewing Co, dels håndplukket øl fra resten af verden. Størstedelen af øllet er friskbrygget.
”Vores mål er at lave en ølbar med sjæl. Vi vil ikke bare sælge øl, der er importeret fra bryghuse rundt omkring, men satser på øl, der er lavet til stedet og dets kunder. Konkret får vi en række spændende bryg, som bliver unikke for Mig & Ølsnedkeren, og vi dækker mange stilarter lige fra witbier til røgøl,” siger Nick Theilgaard Olesen.
Byens nye ølbar får 60-80 siddepladser fordelt på to etager med levende lys, billeder i rammer og grønne planter.
Læs også: 5 fremragende ølbarer i Aarhus
SPECS
Mig & Ølsnedkeren
Mejlgade 12
8000 Aarhus C
Åbner 5. februar kl. 16.00