Kinesiske restauranter findes i mange afskygninger, og i Aarhus har vi også mange forskellige af slagsen. Du kan både få den kendte kinesiske buffet, autentiske smage eller et moderne twist. Vi guider dig til fire skønne kinesiske restauranter lige her i Aarhus.
Læs også: Asiatisk smagsfest: Her er Aarhus’ lækreste asiatiske restauranter
Restaurant Kowloon: Den ikoniske kinesiske
Mange i Aarhus kender nok Kowloon, som har to lokationer i byen. De har eksisteret i over 20 år og er kendt for deres lækre mad og hyggelige stemning.
Det kan tydeligt smages, at de ikke er nybegyndere inden for det kinesiske køkken, og maden er altid lavet med stor kærlighed. Du kan både få maden som take-away og spise i restauranten.
En to-retters menu med forret og hovedret koster kun 135 kroner. En utrolig fair pris.
Til forret kan du få dampet bao, wontonsuppe, forårsruller og meget mere. Deres kinesiske hovedretter består blandt andet af lækre wokretter, and ala peking og rød karry. Menukortet bugner også af vegetariske retter, så her kan alle være med.
Der er god grund til, at lokale elsker Kowloon.
Adresse: Banegårdsgade 32 og Frederiksgade 78, 8000 Aarhus C
Hjemmeside: kowloon.dk
Restaurant Vinde: Kinesisk buffetrestaurant
En spytklat udenfor Aarhus Centrum, lige ved Hasle Torv, finder du Restaurant Vinde. Her kan du både bestille sushi og a la carte, men restauranten er mest kendt for sin store buffet.
Stedet er især en anbefaling til jer, som virkelig vil have noget for pengene. Og så passer det perfekt til at have børn med.
Buffeten har flere slags sushi, mongolian barbecue, en stor salatbar, 26 forskellige varme retter og fri is og kaffe. Her kan du altså få stillet den helt store sult til meget få penge.
Buffeten koster kun 168 kroner for voksne i hverdagen, og 188 i weekenden. Børn under 12 får det til halv pris.
Hvis du har lyst til den kendte kinesiske smag derhjemme, kan du nemt bestille take-away fra Restaurant Vinde. Selv buffeten kan transporteres hjem, så hvis du holder fest, kan du for eksempel bestille buffet til 20 personer.
Adresse: Viborgvej 161, 8210 Aarhus V
Hjemmeside: www.restaurantvinde.dk
Yi East: En tur til Østasien
Siden 2020 har den utroligt flotte restaurant Yi East ligget på den nybyggede Frederiks Plads, og den er hurtigt blevet en storfavorit i byen.
Restauranten er indbydende og hyggelig, og maden er af høj kvalitet.
Yi East drømmer om at servere det bedste kinesiske mad i Aarhus, og det er langt fra en urealistisk drøm. Menukortet flyder over med lækre retter og traditionelle smage fra Østasien med et moderne twist, og de serveres til deling ved bordet, så du kan smage en masse på en gang.
Du kan vælge imellem en lang række nudelretter, jerngryderetter, supper og risretter. Men lige meget hvad I vælger, må I ikke gå glip af restaurantens dumplings, som i sig selv er grund nok til at besøge Yi East.
Maden kan også bestilles som take-away, men her anbefaler vi virkelig et besøg i deres skønne restaurant, hvor også servicen er i top.
Adresse: Frederiks Plads 6, 8000 Aarhus C
Hjemmeside: yieast.dk
China Wok House: Mere end china box
Du kender måske China Wok House, som ligger ved den befærdede Åboulevard, for deres lækre chinabox. Men restauranten har også meget mere at byde på.
Prøv for eksempel deres “chi chi chi-menu”, som kan oversættes til “lad os spise og nyde måltidet sammen”. Her kan man bestille lige så mange retter, man ønsker, indtil alle ved bordet er glade og mætte. Det er en god garanti. Menuen koster 279 kroner i hverdage og 299 kroner i weekenden.
På menukortet finder du tradtionelt kinesisk mad som kung pao kylling, kimchi, stegte risnudler og dampet bao.
Stedet byder også på sticks & sushi, så du kan prøve velkendte lækkerier og nye smage. Chinaboxen er også altid et hit, hvis den lette, kinesiske sult skal stilles. Velbekomme.
Adresse: Åboulevarden 64, 8000 Aarhus C
Hjemmeside: chinawokhouse.dk
Hanzō – Asiatisk social dining
Hos Hanzō står menuen spændende asiatiske retter som social dining. Menukortet er ikke udelukkende kinesisk men kommer godt omkring i hele det asiatiske køkken. Dog er der flere kinesiske klassikere som dim sum og kinesiske shortribs på menuen. Aftenmenuen består af 10 delevenlige serveringer for 395 kr. pr. person. Retterne bliver serveret i et løbende flow, som afstemmes af kokkene.
Hos Hanzō er der højt til loftet, og atmosfæren emmer af asiatisk mystik og magi. Restauranten har også et stort udvalg af lækre cocktails, så du kan slutte aftenen godt af.
Hanzō er helt sikkert et besøg værd, når du skal have den helt store asiatiske spiseoplevelse.
Hvor: Hanzō, M. P. Bruuns Gade 22, 8000 Aarhus C
Hjemmeside: madklubben.dk