Der er dobbelt op på håndværk, når Hantwerk og Melværk onsdag den 21. december slår pjalterne sammen og afholder et gourmet event med øl og pizza på dagsordenen.
Inden juleferien inviterer Hantwerk onsdag den 21. december fra klokken 16.00 til en festlig aften med masser af håndværk på havnen i Aarhus.
Gastropubbens eget bryggeri, Humleland, byder de første 100 gæster på en gratis øl og tilbyder derefter et stort udvalg af juleøl, syrlige øl og humlede øl til kun 25 kroner – tilbuddet forudsætter dog, at du køber kander.
Vinderne af DM i håndbryg, Michael Alhof og Lene Richter, vil også være til stede med deres prisvindende øl, Det Gule Avarium.
Læs også: Melværk åbner ny restaurant på Aarhus Ø
Håndværk fra bunden
For at du kan få lidt lækkert i maven, der komplimenterer de smagfulde øl, har Hantwerk allieret sig med pizzabagerne fra MELVÆRK, som er kåret som Danmarks Bedste Gourmet Pizza. Melværk vil stille deres ovne op og bage deres prisvindende pizzaer på stedet.
Danmarks bedste gourmetpizza går under navnet Italian Balls, og denne sag er sammensat af ingredienserne fior di latte, gule tomater, aracini, trøffelmayo, bøgehatte, parmesan og timian. Mums! Pizzaerne vil til eventet koste 135 kroner.
Melværk har for nyligt offentliggjort, at de i 2023 udvider forretningen med en ny restaurant i Nicolinehus på Aarhus Ø, og der er derfor ikke længe til, at restauranten flytter fast ind i Hantwerks nabolag.
Indtil da kan du dog opleve Melværk, når de skåler julen ind sammen med Hantwerk og Humleland med en festlig eftermiddag og aften.