GUIDE: Blød, fyldig og velsmagende i stort set alt. Vi snakker naturligvis om avocadoen. I Aarhus serverer flere restauranter vidunderlige retter med den grønne delikatesse, som også har fået sin egen restaurant i Amsterdam.
Guddommeligt smash
The Lazy Wombat, Ceresbyen 20, 8000 Aarhus C
Du skal lede lidt efter The Lazy Wombat. Spisestedet ligger i Ceresbyen med store vinduespartier, altan-sættet udenfor og den lune, velkommende fornemmelse indendørs. En kop kaffe en søndag formiddag går usigeligt godt med The Lazy Wombats bud på en avocado-ret: Smashed Avo. Men vær klar på, at maden er afhængighedsskabende. Du får lyst til at kaste dig på knæ og bede til de højere magter eller i det mindste klemme et lille ”halleluja” over læberne, når du tager en bid af The Lazy Wombats ”Smashed Avo”. Opskriften er lavpraktisk, men ofte er det jo også de retter, der er allerbedst, fordi ingredienserne er helt igennem lækre: Avocado (perfekt moden vel at mærke), creme fraiche og citron på hjemmebagt surdejsbrød. En blanding, der er cremet og velsmagende. Haps. Om morgenen kommer den med to pocherede æg, mens den til frokost også laves med laks til 70 kroner. Smashed Avo i sig selv står til en 50’er.
En slags toast
Toast It, Klostergade 68, 8000 Aarhus C
Den traditionelle toast i utraditionelle klæder. Det er den korte beskrivelse af Veggie Avocado fra Toast It, der med en blanding af avocado, tapanade, aioli-mayo, ovnbagte tomater og frisk rucola imellem to skiver 48-timers kærlighedsbehandlet surdejsbrød, er alt andet end den klassiske, ostesmeltede toast fra maskinen derhjemme. Man kan mene, at ost hører en toast til. Hvis du er den type, serverer Toast It også mange andre toast-varianter. Men lige i Veggie Avocado passer det perfekt, at du ikke har ladet ostens fyldighed overdøve de andre ingredienser. Den modne avocado, tomaterne og tapanaden spiller nemlig sammen som et symfoniorkester, hvis strygere kæler for ganen, mens dirigenten (brødet) giver et guddommeligt knas. Hele herligheden akkompagneres godt af en shake på sødmælk, is og din foretrukne smag: Eksempelvis passion eller salted caramel. Shaken fås til 45/49 kroner, mens toastene ligger mellem 50-58 kroner.
Spis dig glad
Café Glad, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus
Hvis du er til økologi, har du med sikkerhed hørt om Café Glad på Frederiks Allé. Intim, velsmagende og altid frisklavet er nogle af de ord, som ofte hæftes på beskrivelser af caféen, hvor 95 procent af råvarerne er økologiske. Det inkluderer også melet, som er brugt i caféens boller og rugbrød – bollen er blandt andet en del af den lille og store morgenmad, som du kan nyde på Glad. I den store er avocadoen allerede en del af pakken, mens den kan tilkøbes til den lille morgenmad. Et fif herfra: Gør det. Sammen med det hjemmebagte brød udgør det en af de bedste avocadomadder, vi længe har smagt. Hvis dit humør er helt avocado, kan du med fordel supplere morgenmaden med en af caféens friskpressede juice eller en saft fra Antons – naturligvis økologisk. Bonus: Fra tid til anden serverer Café Glad også deres hjemmelavede knækbrød med avocado, som en morgenret eller let frokostservering. Det er knasende kræs!
Grønt på den lækre måde
Lagkagehuset, M. P. Bruuns Gade 34, 8000 Aarhus
Basen er et rugbrød i særklasse, som vi kender fra bagermesteren hos Lagkagehuset. Ovenpå er der lagt et kunstfærdigt lag friske spinatblade, avocadomos og et pocheret æg, der lige er flækket, så du kan se blommen løbe af sted. Kombineres til perfektion med en friskpresset juice – for eksempel æble/rødbede/ingefær. Ja, det er en helt igennem mundvandsfremkaldende oplevelse at spise en avocadomad på Lagkagehuset. Samtidigt er bageren eller caféen, Lagkagehuset på M. P. Bruuns Gade, et hyggeligt bekendtskab. De store vinduer giver kig til travlheden på Jægergårdsgade, mens du selv kan sidde blødt og lune dig på en varm kaffe i flere varianter. Og hvad der næsten er endnu bedre: Efter det sunde startskud har du nem adgang til den lidt mere syndige afdeling: For eksempel Lagkagehusets dobbeltlags hindbærsnitte! Dét må være opskriften på en god weekend.
Minde – og fotoværdig
La Cabra, Graven 20, 8000 Aarhus C
Mange kalder den verdens bedste. Avocadomadden på La Cabra, der i forvejen lovprises for deres kaffe. Og faktisk også for deres brød fra eget bageri: Til avocadoen er valgt et stykke økologisk, håndlavet surdejsbrød. Ovenpå en kunstfærdigt tilrettelagt avocadoblanding, som er drysset med hakkede, saltede mandler og pyntegrønt. Den skriger på et Instagram-opslag, men samtidigt er det også mere end svært at vente på at sætte tænderne i anretningen. Hvis du har prøvet kombinationen, ved du, at brødet og avocadoen spiller ualmindeligt godt sammen. Slår du vejen forbi en sen weekendmorgen – nuvel, måske nærmere formiddag – kan det anbefales at skylle avocadomadden ned med en af La Cabras prisvindende kaffer, der er ristet og brygget med en høj grad af ekspertise. Vi tør næsten godt garantere, at duften hos La Cabra, når du slår dørene op, får dig til at drikke mere end én kop kaffe.
Bagerens bud
Emmerys, Guldsmedgade 24/M. P. Bruuns Gade 49, 8000 Aarhus C
Emmerys er en bager, der i den grad har taget økologi til sig – alt er 100 procent økologisk fra kaffe over brød og kager til de grøntsager, som også findes på menukortet. For Emmerys er meget mere end en bager: Eksempelvis serverer de en habil morgenmad med skyr og hjemmelavet granola, ligesom du i løbet af dagen også kan nyde sandwiches i caféen eller to-go. Men nu er det jo avocadomadden, vi her har i fokus – og sådan en finder du i en særdeles lækker variant hos Emmerys: Avokado på økologisk maltrugbrød. På toppen finder du som regel – det kan variere fra butik til butik – et gavmildt lag persillepesto. Det smager altså rigtig godt med den grønne frugt, skulle vi hilse og sige! Hvis du ikke kan få vitaminer nok, serverer Emmerys også deres egne koldpressede juice, som koster 39 kroner – dog serverer butikkerne også et bredt udvalg af kaffedrikke. Avokadomadden hos Emmerys koster 35 kroner.