Foto: Aarhus Festuge

Gourmetmad for en hund i festugen

RESTAURANT Alle kan være med, når syv Aarhus-restauranter byder på lækre smageretter i festugen.

Der er lagt op til restaurant-crawl i særklasse, når syv af byens bedste spisesteder serverer gourmetretter til små priser i Aarhus Festuge under konceptet Forsmag på gadeplan. For kun 100 kroner byder restauranterne på hver deres ret inklusiv en Jacobsen øl eller et glas vin fra eget menukort.

“Du sammensætter selv menuens rækkefølge og omfang og vælger frit, hvor mange restauranter du ønsker at besøge. Der kan ikke reserveres bord, og restauranterne tilbyder retterne, så længe lager haves,” skriver Aarhus Festuge på sin hjemmeside.

Noget for alle
Det er nogle af byens kulinariske sværvægtere, der er gået sammen i festugen. Start for eksempel aftenen med pil selv-rejser og bobler på fiskerestauranten Klassisk Fisk eller tapas og rødvin på tapasbaren Plan B, der blandt andet disker op med franske råmælksoste, charcuteri, paté, brød, aioli og oliventapanade.

Til hovedret kan I eksempelvis besøge Restaurant Dauphine på Frederiksgade og spise dansk kalv, grønkål og jordskokker, der serveres med et glas rødvin til. Den søde afslutning i form af sødt, knas, creme og dessertvin kan I indtage på Klassisk 65 i Jægergårdsgade.

Arrangementet foregår den 29., 30. og 31. august, alle dage fra kl. 17-22. Ét restaurantbesøg koster 100 kroner, og billetten købes i døren hos den enkelte restaurant efter først til mølle-princippet.