MARKED Byens mest funky julemarked løber af stablen den 12-13. december på Godsbanen, hvor du på over 20 stande kan smage alt fra ugandisk streetfood til rødbederisotto.
Af Mikkel T. Krogh
Den 12-13. december lægger Godsbanens Den Rå Hal hus til byens mest funky julemarked, når Kødbyens Mad & Marked fra København rykker ind med mere end 20 stande med streetfood og gourmetlækkerier.
”Vi har været på Godsbanen før, og hver gang vi er i Aarhus, elsker vi byen mere og mere. Stemningen blandt byens borgere er fantastisk, og vi har fået mange gode samarbejdspartnere i Aarhus. Derfor var det meget naturligt for os at sige ja til at fylde Den Rå Hal med skøn og smagfuld mad her op til jul,” siger Simon Bacon Aldinger Kullegaard fra Kødbyens Mad & Marked.
Havregrød og rødbederisotto
Til julemarkedet kan aarhusianerne smage på lækkerier fra østjyske aktører som madbodegaen Vesterlauget, gårdbutikken Ole’s Gård, kaffebaren Street Coffee, veganerstedet Mikuna, takeawayen Chido, spisestedet Madrepublikken og slagteren Kødstaden.
Derudover har arrangørerne inviteret en række københavnske aktører som delien Gröd, der kommer med havregrød og rødbederisotto, den ugandiske streetfoodjoint Ugood, den asiatiske takeaway MJ Oriental Bun og fish’n’chips-stedet Crazychips.
Julemarkedet er åbent lørdag den 12. december og søndag den 13. december kl. 11-17. I forbindelse med markedet sælger de åbne værksteder på Godsbanen en række forskellige typer brugskunst. Tilmeld dig og se den opdaterede liste med stande på Godsbanens Julemarked her.
Læs artikel: Streetfoodmarked på vej i Aarhus
Læs artikel: Moster ruller foodtrucks ud i Aarhus
Læs artikel: Grillede gourmettoasts på vej