På M.P. Bruunsgade er der kommet en ny fransk perle. Vi besøgte Atelier 33, og det var i den grad en god oplevelse.
Atelier 33 udspringer på mange måder af Restaurant ÉT, hvor alle 3 indehavere er udlært. Det afspejler både indretning og stemning i det lille lokale på M.P. Bruunsgade. Det er superhyggeligt, stemningen er i top, og betjeningen er uformel og nærværende.
Første gang vi var der var for et par uger siden, hvor vi prøvede deres aftenmenu. Fire retter for 400 kroner og med dertilhørende vine for 400 kroner.
En flot fire-retters menu
Vi startede med en variation af tomater, hvor der blandt andet var en consummé, en gelé, friske og tørrede tomater. Der var også nænsomt tilberedte ansjoser. Det smagte forrygende og var en dejlig start på menuen. Anden ret var et stykke rødfisk, der var perfekt tilberedt med en fantastisk sauce nage, som det tilhørende brød heldigvis sikrede, at vi kunne suge rub og stub op af.
Hovedretten var et smuk tilberedt stykke grisenakke med majs, stegte gulerødder og en lækker peber-gastrique. Den havde den perfekte størrelse, så man havde plads til dessert.
Til slut fik vi en mælkeis med karamel, hvid chokolademousse, hindbær og crumble. Den perfekte afslutning på en super middag.
En fremragende frokost til en fair pris
I lørdags spiste vi så også en frokost der.
Vi delte først en foie gras au torchon, som havde det perfekte touch fra dessertvinen og rom’en, der var brugt, samt en super konsistens. Chutneyen og den lidt bitre salat passede perfekt til. Som den egentlige ret fik jeg Vol au vent med lam på tre forskellige måder og med morkler. Saucen var lækker syrlig, dejen var bagt til perfektion, og kødet smagte forrygende. Til en pris på 148 kroner er det næsten et røverkøb.
Atelier 33 er et fremragende sted, og der er super god value for money. Klart et besøg værd.
Find Atelier 33 på M. P. Bruuns Gade 33.