Foto: Restaurant Mefisto

Fiskerestaurant har fået nye vegetariske retter på kortet

Restauranten i Volden byder nu på tre nye grønne muligheder.

Vil du gerne spise mere grønt i januar? Så har du muligheden, næste gang du besøger Restaurant Mefisto.

Som noget nyt har restauranten i Latinerkvarteret nemlig fået tre grønne retter på menuen: Grillet hjertesalat med granatæble, pinjekerner og hummus, kartoffelsuppe med fyld af røde linser, purløg og ristede hasselnødder samt friterede østershatte på jordskokkerisotto, persille og citron.

Derudover er det nu muligt at vælge grønt tilbehør til andre hovedretter frem for en kartoffelret.

Læs også: Besøg din yndlingsrestaurant i januar

“I bund og grund handler det om, at vi har lyst til at prøve det af og udfordre os selv,” fortæller Anders Dahlstrup, der er medejer af Restaurant Mefisto.

“Vi kommer jo af det franske køkken, og du arbejder altså med andre smage, når maden er vegetarisk frem for klassisk fransk. Det har været en sjov proces og en god udfordring for vores kokke.”

Derudover gør teamet bag Restaurant Mefisto sig tanker om, hvordan de kan arbejde mere med bæredygtighed, men samtidig holde fast i det koncept, som Lars Kyllesbech etablerede for 20 år siden.

“Det er en bevægelse, vi er igang med. Vi kommer ikke til at blive 100 procent bæredygtige uden først at se på, hvad det er vores gæster efterspørger. Så nu starter vi ud med de her tre retter og ser, hvordan det bliver taget imod, og hvordan det skal udvikle sig herfra,” siger Anders Dahlstrup.

Grønt og Godt

Se alle