RESTAURANT Gastronomiske eksperimenter og bistrostemning hitter hos anerkendt engelsk avis.
Med sin cool stemning og kulinariske vækst har Aarhus i den grad vakt international opmærksomhed i den seneste tid. Nu har den kendte avis Financial Times også fået øje på byens bugnende spisetilbud og peger i en ny artikel på de fem bedste af slagsen.
“Lige fra traditionel smørrebrød til kammuslinger med syltede strandurter. Ifølge James Clasper er Danmarks andenstørste by et appetitvækkende og prisbilligt alternativ til København,” skriver avisen.
Kreativ kokkekunst
En af de Aarhus-restauranter, som vækker begejstring hos Financial Times, er Domestic i Mejlgade. Restauranten, der åbnede sidste år og allerede har høstet mange roser, får disse ord med på vejen af den engelske avis:
“Stemningen er afslappet, og køkkenet er kreativt, for eksempel med fermenterede stikkelsbær med grannåle eller tartar med hampkerner og spiselige blomster.”
Roser til midtby-deli
Midtby-delien F-Høj, der har den anerkendte kok Wassim Halal ved roret, er også en af journalistens favoritter.
“Retter som rejesalat med pocherede æg, brøndkarse, dild og trøffel eller Hallals twist på klassisk smørrebrød med pandestegt tunge, fennikel og remoulade giver et enestående køkken.”
Udover de to restauranter fremhæver avisen neobistroen Hærværk på Frederiks Alle, Sårt på Jægergårdsgade og Michelinrestauranten Substans på Frederiksgade. Læs hele artiklen her.