Sprød, sød og åh så vanedannende: Der er få ting, der slår en lun croissant til formiddagskaffen! Her får du 8 bud på nogle af de bedste croissanter i Aarhus.
Læs også: Aarhus bedste bager 2024: Se vinderen og de andre nominerede her!
Jumbo – Vælg kvalitetsbagværk og støt lokalt
Opdag lokalt bagværk hos Jumbo Bakery, hvor et ungt team bager nogle af byens bedste brød og kager. På Jumbo Bakery mødes du af et engageret team af unge bagere, der med stor faglig stolthed og traditionelle metoder går all in på kvalitet.
Og hvis det ikke er grund nok til at besøge bageriet, vil deres bagværk helt sikkert overbevise dig. De mestrer alt fra surdejsbrød til delikate kager, alle fremstillet med de fineste råvarer hentet hos lokale leverandører. Uanset om du er til surdejsbrød, rugbrød, boller, wienerbrød eller deres berømte smørfyldte croissanter, har Jumbo Bakery noget for enhver smag.
Adresse: Mindet 4D, 800 Aarhus C og Ankersgade 12B, 8000 Aarhus C.
La Cabra – Kaffebarens svar på croissanter i Aarhus
Mange aarhusianere har nok hørt om La Cabra, der har gjort sig bemærket med sin fremragende kaffe og bagværk i verdensklasse. De ligger måske lige i den dyre ende men det er også en af Aarhus mest hypede bagerier med sans for kvalitet. Deres croissant er ingen undtagelse og er også grund til at lægge vejen forbi Graven. Den er nemlig bagt i La Cabras eget bageri og går med sin særligt sprøde skorpe aldeles godt til en kop af kaffebarens mokka.
Har du tid til at slå dig ned i det hyggelige lokale, så gør dig selv en tjeneste, og prøv stedets håndbryggede kaffe – allerhelst uden mælk, så du for alvor kan smage kaffens noter. Er du på farten, kan du i stedet snuppe for eksempel en espresso eller cappuccino to go, før du bevæger dig ud i det summende Latinerkvarter med croissantkrummer på hagen.
Adresse: Graven 20, 8000 Aarhus C
Bill’s Coffee – Start morgenen helt nede i gear på Vestergade
De fleste kender Bill’s Coffee med de hyggelige bænke foran caféen, hvorfra du kan følge med i livet på Vestergade. Det er stedet hvor du kan koble af med en god kop kaffe og samtidigt komme andre stamgæster ved. Selv hundende er nemlig stamkunder og holder også til i caféen.
Og det er heller ikke dyrt at få en bid brød hos Bill´s Coffee. Morgentilbudet (fra kl.7.30-10.00) med croissant og valgfri kaffe koster 45 kr. Og ellers er der bolle med det hele, kanelsnegle, kokos, daddel eller müslibar samt cookies at vælge i mellem!
Adresse: Vestergade 58, 8000 Aarhus C
Briançon – Kendis croissanter i Aarhus
Den sprøde sag fra Aarhus-bageren ved Åen er efterhånden blevet lidt af en kendis i Smilets By og har flere gange vundet Smag Aarhus’ læserafstemning om byens bedste croissant. Lad os sige det med det samme: Vi forstår godt hypen!
Croissanten er helt sin egen – tungere og mere sprød end en klassisk croissant og fås au naturel eller fyldt med enten marcipan eller chokolade. Tjek, tjek, tjek og tjek! Vil du selv sætte tænderne i Briançons udgave af den franske spise, har de aldrig deres croissant tilbud på 4 stk. for 100 kroner alle ugens dage.
Adresse: Åboulevarden 53, 8000 Aarhus C
MIB bageri – Et friskt pust til udvalget af croissanter i Aarhus
Start din dag med et besøg hos MIB, hvor du mødes af duften af friskbagt brød og konditorvarer hver morgen, inklusiv en imponerende række af morgenmadsalternativer. Deres croissanter, som er bagt tidligt om morgenen af dygtige bagere, sikrer, at du altid kan nyde friskt bagværk.
Derudover, kombiner din knasende croissant med en varm kop kaffe for den fulde oplevelse; MIB’s kaffebønner er bestemt værd at prøve. Overvej at bringe et par af disse lækkerier til kontoret, eller forkæl nogen med morgenmad på sengen. Ikke dårligt!
Du kan finde MIB på flere adresser rundt omkring i byen: Trøjborg, Langenæs, Risskov Brynet, Frichsparken og ved MIBmadmarked på Aarhus Ø.
Besøg deres hjemmeside for at finde alle lokationer: MIB
Mor Anna – Gammeldags håndværk som det skal være
Placeret i hjertet af Latinerkvarteret, byder Mor Anna på en tilbagevenden til klassisk bagerhåndværk kombineret med kreativitet. Her investeres der tid og omhu i hvert eneste stykke bagværk, hvilket garanterer smagsoplevelser ud over det sædvanlige. Dette gælder også deres perfekt formede og sprøde croissanter, der præsenteres smukt i vinduet.
Hvis du søger efter friskt brød, tilbyder Mor Anna et bredt sortiment af koldhævede brød, ideelle til enhver anledning. De er også klar til at tilfredsstille din søde tand med et varieret udvalg af kager – alt fra en klassisk hindbærsnitte og studenterbrød til cheesecakes, brownies og tarte au citron.
Adresse: Mejlgade 5, 8000 Aarhus C
Bertha Bageri – Økologisk og bæredygtigt bageri på Frederiksbjerg
Berta er et økologisk og bæredygtigt surdejsbageri beliggende på Lundingsgade. På kort tid er de blevet populære på Frederiksbjerg, og der er ofte mange kunder i butikken, der kommer efter brød og kager.
Hos Bertas bager de surdejsbrød og kager efter gamle traditioner af dansk økologisk mel fra Kornby Mølle. Råvarerne er nøje udvalgte og kommer fra mindre, danske, økologiske gårde og producenter. Brødet er friskbagt hver morgen, og der kommer jævnligt nye brød og kager på hylderne.
Der er tænkt over råvarerne, bæredygtighed og økologi hos Berta, og det koster. Til gengæld får du kvalitet for pengene. Der er nemlig noget for alle om du leder efter et lækkert rugbrød eller hvedebrød eller den klassiske surdejsbolle, snurre eller croissant som står til blot 25 kroner.
Adresse: Lundingsgade 1, 8000 Aarhus
Juliette – Fransk croissanter i Aarhus
Trænger du til en tur til Paris? Så slå dig ned hos Juliette på Jægergårdsgade: Luk øjnene, duft den friskbryggede kaffe, tag en bid af den knasende croissant, og drøm dig væk til Byernes By for en stund. Croissanten hos Juliette er nemlig som resten af menukortet inspireret af det franske køkken.
Du kan nyde den enten som en del af deres brunch buffet i weekend eller nyde den alene – måske med en kop mokka on the side?
Adresse: Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C