Er du på udkig efter billig frokost? Vi guider dig igennem 5 steder, hvor du kan få lækker og samtidig megabillig frokost. What´s not to like?
Læs mere: Smørrebrød til frokost? Så er nyåbnede AANKL’s det rette sted
Cafeterie 37: Toast til folket
Mhhh. Der er ikke noget som en lækker toast! Hos Cafeterie 37 er de enige, og derfor kan du på den hyggelige cafe i Mejlgade få hele tre forskellige varianter.
Er du til den klassiske Parisertoast serveres denne med emmentaler og en italiensk skinke, og så er den piftet op med pickles. Cowboytoasten byder på sprængt okse og braiseret løg – spicet op med piment, som er en slags chili peberfrugt.
Er du mere til vegetarvarianten, kan du også få en Veggietoast med falafel og haydari dressing. De sprøde toast står alle til bare 45 kroner. Mums!
Cafeterie 37 byder også på lækre kaffer og forskelligt hjemmebag.
Adresse: Mejlgade 37, 8000 Aarhus C
Åbningstider: Mandag-fredag: 09.00-18.00, Lørdag-Søndag: 09.00-16.00
Pris: Ca. 45 kr.
Ana Frugt og Grønt: Sund frokost til billige penge
På Trøjborg gemmer der sig et rigtig godt bud på en dejlig frokost. Selvom det ikke er til at spotte ved første øjekast, har de hos Ana Frugt og Grønt en afdeling med en masse lækre specialiteter. Her kan man blandt andet prøve deres salatbar, hvor personalet står klar til at guide dig igennem det store udvalg af blandede salater og lækre dips.
En lille salat på 400-450 gram koster 35 kroner, og den store på 600-650 gram står til 45 kroner. Hvis du er mere i humør til en rulle, er der også hjælp af hente. Her kan du nemlig specialdesigne din rulle og vælge imellem både okse- og kyllingekebab, falafel og en krydret tyrkisk sucuk pølse.
Hertil kan du vælge tre salater fra disken og to slags dip, som blandt andet byder på humus, haydari eller tzatziki. Priserne på rullerne svinger mellem 39 og 50 kroner alt efter indhold.
Adresse: Tordenskjoldsgade 22, 8200 Aarhus
Åbningstider: Mandag-Fredag: 09.00-18.30, Lørdag: 09.00-16.30, Søndag: Lukket.
Pris: 35-50 kr.
Café Fika: Økologi kan vi li’
Så er det tærte-tid! Hos Café Fika kan du få en lækker hjemmelavet bolle til mellem 20 og 35 kr. Bollen kan enten være den klassiske med smør eller du kan vælge den med Avocado Og Humus eller smør, vesterhavsost og syltetøj. Hvem kan sige nej til sådan en lækkerbisken? Den kan nydes i caféen eller tages med.
Alle råvarer hos Fika er økologiske, og caféen var den første i Aarhus, der modtog det såkaldte guldmærke i økologi. Udover frokostbollerne kan du på menuen finde andre velsmagende retter, der også har det grønne i centrum.
Adresse: Nørregade 28, 8000 Aarhus C eller Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C
Åbningstider: Mandag – søndag: 10.00 – 20.00
Pris: 20-35 kr.
Bone’s: Frokost med alt godt fra salatbaren
Findes der noget bedre end en lækker salatbar? Næppe. Derfor bør du vide, at du på Bone’s har mulighed for at blande din salat helt selv, så den bliver lige, som du kan lide den. Den lille salat koster 39 kroner og en stor koster 49 kroner.
Du skal dog være opmærksom på, at priserne stiger en smule efter klokken 16.00. En god salatbar har et stort udvalg, hvor du kan mikse og matche forskellige smage, og det er også tilfældet hos Bones. I salatbaren kan du derfor finde et stort udvalg af grøntsager, salat, frugt, champignoner, nudler, kyllling, pasta, croutoner, nøder og meget mere.
Vi skal selvfølgelig ikke glemme dressingen, der sætter prikken over i’et. Her kan du for eksempel toppe din salat med en thousand island-, karry-mango-, hvidløgs- eller ranch dressing. Du kan vælge at spise salaten på restauranten eller tage den med fra Bone´s Take Away.
Adresse: Åboulevarden 20, 8000 Aarhus C eller Blomstervej 2L, 8210 Aarhus V
Åbningstider: Søndag-torsdag: 11.30-21.00, Fredag-Lørdag: 11.30-22.00
Pris: 49 kr.
Sunshine Sandwich: Sol over Nørregade
På Nørregade finder du den lille solstråle – Sunshine Sandwich, hvor du, som navnet antyder, kan få en lækker sandwich og salater. Særligt salaterne er interessante, da de kan fås for kun 50 kr.
Vælg mellem den lækre salat med kylling og bacon eller prøv deres variant med æg og rejser. Til begge dele kan du selv vælge din egen yndlingsdressing.
Er du ude på at forkæle sig selv, kan du vælge at sprænge 50 kr.-budgettet for en gangs skyld. For en ti’er ekstra kan du nemlig få fingrene i Sunshine Sandwich’s lækre sandwiches, som koster 60 kr. Du kan vælge mellem hele 17 forskellige slags – og de er virkelig gode!
Adresse: Nørregade 22, 8000 Aarhus C
Åbningstider: Søndag-Fredag: 10.00-19.00, lørdag: 10.00-16.00
Pris: 50 kr.