Foto: Mikkeller

Aarhusianske koncertsteder får Mikkeller i hanerne

Ølscenen styrkes på spillestederne Atlas og Voxhall.

Er du til god musik og ditto øl? Så er der god grund til at glæde sig til foråret, hvor musikstederne Atlas og VoxHall smækker øl fra det eksperimenterende mikrobryggeri Mikkeller på hanerne.

“Mikkeller laver rigtig godt øl, og udgangspunktet for samarbejdet er, at vi gerne vil introducere flere for det såkaldte craft beer og give vores gæster en oplevelse, hvor duft og smag differentierer sig fra flere andre produkter på markedet,” siger marketing manager for Atlas & VoxHall, Mikael Juul Larsen.

Særlig musik-øl
Samarbejdet er nyeste skridt i Mikkellers bekendtskab med aarhusianerne. Sidste år åbnede bryggeriet Mikkeller Bar på Jægergårdsgade, hvor der flyder øl fra hele 20 haner. På Atlas og VoxHall vil man i første omgang kunne smage en fadøl, der er specialbrygget til musikstederne. Med tiden vil de nye samarbejdspartnere også arrangere forskellige aktiviteter og events sammen.

“Det er interessant at arbejde med en ølproducent, der har lyst til afsøge nye territorier og eksperimentere, lige som Atlas & VoxHall dagligt gør det med musikprogrammet. Ikke at stå stille, men hele tiden være i en form for fremdrift – det kan vi godt lide,” siger Mikael Juul Larsen.

Koncertgængerne kan smage resultatet af det nye samarbejde fra forår 2017. Læs mere her.