Foto: Landbrug & Fødevarer/Pelle Rink

10 skarpe til Rasmus fra Feinschmeckeren

INTERVIEW Den populære madblogger Rasmus Palsgård fra Feinschmeckeren.dk har spist på toprestauranter over hele verden, men hvor spiser han i Aarhus? Vi har spurgt ham.

Den journalistuddannede Rasmus Palsgård har brugt mange år af sit liv på at spise på toprestauranter verden over og anmelder i dag danske restauranter på sin blog Feinschmeckeren.dk. Han bor til daglig i København, men er jævnligt i Aarhus, hvor han også har studeret. Så hvor går han ud og spiser, når han er i den østjyske hovedstad? Vi har stillet Rasmus Palsgård 10 skarpe spørgsmål om hans gastronomiske Aarhus.

På hvilken aarhusiansk restaurant har du senest spist?
I sommers fik jeg et fortrinligt måltid på Restaurant Hærværk på Frederiks Allé – gode smage, originale kombinationer og nøje udvalgte råvarer fra lokalområdet. Jeg havde længe gerne villet besøge restauranten, og jeg må sige, at det er helt fortjent, at de har fået en bib gourmand i Guide Michelin.

Hvad er din favoritrestaurant i Aarhus lige nu?
Selv om det piner mig, er jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke har besøgt Aarhus flittigt nok de sidste to år, så jeg vil ikke pege på én, eftersom jeg ikke er helt opdateret på niveauet. Men det måltid, jeg har været mest imponeret over i Aarhus, stod køkkenchef Christoffer Norton for, mens han endnu var på restauranten Castenskiold ved åen. Det var original og pokkers velsmagende mad. På den ene side er det sløjt, at vi skal så langt tilbage, og på den anden side siger det noget om oplevelsen, at jeg endnu husker den så tydeligt.

Hvor går du hen for at få et godt glas vin?
Jeg har desværre endnu vinbaren S’Vinbar på Klostergade til gode, men jeg har haft fornøjelsen af ejeren Sabina Sunnes værtskab og vinhåndtering flere gange, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det er godt. Og apropos Sabina var det på Restaurant ET, jeg blev betjent af hende, da hun var sommelier dér. De har et yderst tiltalende og omfangsrigt vinkort, og når maden tilmed også er rigtig god, er det et sted, jeg ofte vender tilbage til.

Hvor tager du hen i Aarhus for en god øl?
Jeg drikker sjældent øl, når jeg går ud, men hvis det skulle være, ville jeg opsøge ølbaren Fermentoren på Nørre Allé, som jeg har rigtig gode erfaringer med fra København. De har et stort udvalg af øl, og de fortæller glædeligt om de forskellige typer, som man selvfølgelig også må smage på, inden man beslutter sig.

Hvad er det mest oversete sted at spise i Aarhus?
Jeg synes ikke, at Restaurant Dauphine på Frederiksgade får den opmærksomhed, de fortjener. Lokalet kunne være mere charmerende, men maden har været virkelig god de gange, jeg har været der. Rolf Nordentoft, der ejer restauranten, er meget råvarebevidst og finder eksempelvis kød og mælkeprodukter hos små producenter, som normalt sjældent finder vej til de gode restauranter, og det er også noget af det, jeg gerne vil som gæst: blive klogere på kvalitetsråvarer fra små producenter.

Hvad mangler Aarhus på den gastronomiske front?
Jeg ville gerne se nogle restauranter, der kigger mere mod Asien. Der er mange spændende og komplekse smage og ingredienser at gøre brug af, som kan løfte maden herhjemme.

Hvad er dit indtryk af gourmetscenen i Aarhus for tiden?
Det er på vej i en positiv retning. Michelin-uddelingen i februar beviste langt om længe, at niveauet er der, og heldigvis vil flere restauranter være med. Den nye Restaurant Domestic på Mejlgade glæder jeg mig rigtig meget til at prøve, for jeg har kun haft gode spiseoplevelser med teamet bag, og det virker som et meget ambitiøst projekt. Aarhus har efterhånden en god blanding af veletablerede gourmetrestauranter såsom Restaurant Miró på Marstrandsgade, mens der også kommer nye koncepter såsom Hærværk til.

Hvad kan Aarhus lære af København rent gastronomisk?
København er begyndt at få øjnene op for verdenskøkkenerne, eksempelvis det sydamerikanske med Restaurant Taller i front. Her er Aarhus ikke helt kommet til endnu, men det er formentlig blot et spørgsmål om tid, inden det sker. Derudover vil jeg også mene, at København er længere fremme, når det gælder naturvin. Her er tilgangen måske en anelse mere konservativ, men det er på vej, blandt andet på restauranterne Hærværk, Substans, Pondus, Castenskiold og Domestic.

.. og hvad kan København lære af Aarhus?
Jeg har oplevet nogle steder i København, hvor de hælder så lidt i glasset, at det nærmest er en hån. Jeg ved godt, at de gode steder skænker op igen, hvis glasset er tomt, før maden er spist, men det ved man ikke nødvendigvis som gæst, og det føles altså trist at sidde med en bundskjuler i glasset. Her oplever jeg, at restauranterne i Aarhus er mere generøse med opskænkningen. Det handler ikke om, at man skal have en hel bowle til hver ret, men man skal heller ikke føle, at man er nødt til at sidde og spytte i glasset.

Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået i Aarhus?
Jeg vil ikke pege på én middag, men der er ingen tvivl om, at den på Castenskiold hørte til blandt de bedste, hvilken også er en stor del af årsagen til, at jeg glæder mig til at besøge Restaurant Domestic. Jeg ved også, at Castenskiold stadig har høje ambitioner, og at de eksempelvis har gearet op på vinfronten, så de står også på min liste.