VINBAR Vinbaren Vindanmark på Aarhus Havn har været i fare for lukning, fordi kommunen vil rive bygningen ned, men nu overlever den frem til 2020.
Af Mikkel T. Krogh
Aarhus Kommune har i længere tid haft planer om at nedrive bygningen på Kystpromenaden 2, hvor vinbaren Vindanmark har haft til huse siden 2010. Årsagen er, at der skal opføres en varmestation på grunden. Men nu har vinbaren fået at vide fra kommunen, at den kan blive boende frem til 2020.
”Vi har endeligt hørt svar fra kommunen om den kommende varmestation og en eventuel nedrivning af bygningen. Vi er glade for, at vi overlever denne gang og får lov til at blive frem til 2020,” siger ejer Martin Tønnesen.
Fortsætter kampen
Vinbaren fortsætter dog kampen for at bevare bygningen, der ligger centralt på det nye byområde Aarhus Ø og har været særdeles populær blandt aarhusianerne.
”Vi vil fortsat kæmpe for bevarelse af bygningen og vores tilstedeværelse i lokalerne også efter 2020. Derfor håber vi, at aarhusianerne vil støtte os på Facebook og ved fysisk at komme forbi kystpromenaden. Fra januar starter vi en underskriftsindsamling og håber i løbet af de næste fire år at bevise, at både vi og bygningen har sin berettigelse på Aarhus Ø,” siger Martin Tønnesen.
Læs artikel: Populær vinbar udvider
Læs interview: 10 skarpe til Sabina fra S’vinbar
Læs guide: 5 sublime vinbarer i Aarhus
SPECS
Vindanmark
Kystpromenaden 2
Aarhus C