Den 16. september klokken 15 kan du dyrke vin-yoga på Godsbanen.
Er du vild med vin og tosset med yoga – eller vil du gerne lære lidt mere om begge dele? Så kan du godt begynde at glæde dig til den 16. september, hvor du kan komme til vin-yoga i Vogn2 på Godsbanen.
“VinYoga fokuserer på sanseoplevelsen ud over det sædvanlige – vi kombinerer den fysiske og åndelige yogasession med smag og dufte i en intens vinsmagning. Du behøver ikke at kende til hverken yoga eller vin for at deltage – vi guider dig igennem hele oplevelsen!” står der blandt andet på Facebook-begivenheden.
Vin tilpasset yoga
I løbet af yoga-timen vil du runde meditation, styrke og balance, mens du smager på fem udvalgte vine, som passer til de enkle yogasekvenser.
“Via yogaens mindfulness findder vi roen til at smage og sanse vinen, mens vinen hjælper os til at slappe af og derved komme dybere ind i de forskellige stillinger,” står der på Facebook-begivenheden.
Effekten af god vin og yoga
Bag arrangementet står vinbloggen Winers.dk samt en yogainstruktør.
“Vi brænder alle for at gøre henholdsvis vinoplevelser og yoga tilgængelig for alle. Gennem vores venskab har vi udforsket hinandens passioner og fundet frem til, at når Winers snakker om oplevelsen og effekten af en god vin, så minder det om Helenes oplevelse af en intens yogasession,” står der på begivenheden.
Arrangementet finder sted fra klokken 15 til 16.30, og det koster 160 kroner per snude at være med. Du kan købe billet lige her.