RESTAURANT På torsdag afsløres det, om der for første gang er Michelin-stjerner på vej til aarhusianske restauranter. Her er vores bud på, hvem der er frontrunners.
Michelin-guidens direktør annoncerede sidste år en ny nordisk Michelin-guide 2015 med fokus på byer uden for hovedstæderne, og siden meldte flere aarhusianske restauranter offentligt ud om besøg af de sagnomspundne Michelin-inspektører. Men hvem får en af de eftertragtede stjerner eller en næsten lige så fin Bib Gourmand, når dommens dag falder på torsdag kl. 9 på et pressemøde i Stockholm? Her er vores bud:
Wassims stjerne er sikker
Gourmettemplet Frederikshøj på Oddervej med allestedsnærværende Wassim Hallal ved roret har flere gange været nævnt som det allersikreste bud på en østjysk Michelin-stjerne. Han har holdt et tårnhøjt niveau gennem nogle år, og hans perfektionistiske køkken med benhård fokus på selv de mindste detaljer er skræddersyet til Michelin. Den luksuriøse stil med opulent brug af luksusvarer som foie gras, hummer, østers og kaviar trækker tråde tilbage til det klassiske franske køkken, hvilket alt andet lige bør være en fordel. Den højtidelige stemning med hvide duge, stive tjenerjakkesæt og en indretning præget af eksklusive designerbrands er som taget ud af en parisisk trestjernet og understreger, at Wassim alle dage har været mere Audi end Aldi. Den er hjemme!
ET får en Bib Gourmand
Fransk gourmetcuisine i Aarhus bliver ikke skarpere end på Restaurant ET ved Europa Plads. Prøv bare deres moules marinieres, sneglene med en smag af Bourgogne eller oksetataren opkaldt efter kokkeikonet Michel Michaud. For ikke at tale om den mundvandsdrivende confit de canard eller klassikeren creme brulee. Bag det toptunede brasserie ved havnen står Morten Sandvej og Lars Eiskjær, og de skriver på hjemmesiden, at de ikke vil høre tale om Michelin-stjerner. Det er selvsagt noget pjat, når niveauet ligger over, hvad man kan opleve på mange et-stjernede restauranter i Frankrig eller Italien. Lars Eiskjær erkendte da også for nylig, at formuleringen var uheldig: “Det kan godt være, at det er tid til at ændre lidt i den tekst”. Vi satser vores penge på en Bib Gourmand til ET!
Varna er jokeren
Hvis man konsulterer guides som White Guide Danmark eller Den Danske Spiseguide, er Restaurant Varna den sikre nummer to i Aarhus efter Frederikshøj. Sidste efterår indkasserede Varna noget så sjældent som en seksstjernet anmeldelse på portalen AOA. Derfor synes det åbenlyst, at det topmoderniserede spisested bør kandidere til en plads i en nordisk Le Guide Michelin. Stedet var tidligere et slidt bryllupsvenue, men køkkenchef Palle Enevoldsen har løftet det gastronomisk fra 0 til 100 på få år. Selvsamme Enevoldsen er en institution på den aarhusianske gourmetscene, hvor han siden starten med legendariske Le Canard på Frederiksgade i 90’erne har spillet med kokkemusklerne. Den er ikke så sikker som Frederikshøj og Restaurant ET, men på en god dag burde Varna kunne klare cuttet!