Pica Pica
Pica Pica ved Vester Allé er en uformel vinbodega med en afslappet holdning til vin og tapas. På spansk betyder pica pica lidt mad, man nipper til. Maden hos Pica Pica er små delevenlige lækkerier, vinen er egenimport, og stemningen er afslappet.
Hos Pica Pica kan du gå på opdagelse i et stort vinsortiment fra Spanien, Frankrig og Østrig. Vinene er ofte ukomplicerede, sjove og koblet sammen med en oplevelse eller historie. Personalet overfalder dig ikke med vin-slang og kompliceret ønologi, men de kan helt sikkert fortælle dig en sjov historie om mødet med vinbonden eller winemakeren.