Foto: Spangsbjerg Chokolade

Spangsbjerg er ny himmel for flødebolleelskere

SPECIALBUTIK Har du en sød tand? Så skal du ud til Spangsberg Chokolades nye fabriksudsalg i Tilst, der sælger flødeboller, chokolade og bolcher af anden sortering til lavpris.

I onsdags fik Aarhus en ny himmel for flødebolleelskere i form af Spangsberg Chokolades nye fabriksudsalg i Anelystparken i Tilst vest for Aarhus. Butikken sælger flødeboller, dessertchokolade og bolcher, som er skæve eller har skønhedsfejl, men som stadig har den samme smag som de rigtige produkter.

“Før blev vores skæve varer bare kasseret. Det, synes jeg, var fjollet, når der er nogle, som er glade for at kunne købe tingene til en lidt billigere pris. Og selvom det er anden sortering, smager det altså lige godt,” siger Michael Spangsberg til Lokalavisen Aarhus.

Starter med en prøveperiode
Butikken er Spangsbjerg Chokolades syvende fabriksudsalg i Danmark, og den har åbent onsdag og fredag kl. 11-17. Planen er at køre butikken en prøveperiode for at se, om aarhusianernes lyst til søde sager kan få den til at løbe rundt.

“Nu ser vi lige, om det går godt, om det er noget, folk vil have. Og hvis det er det, så bliver vi her,” siger Michael Spangsbjerg.

Spangsbjerg Chokolade har på få år markeret sig som en af de førende flødebolleproducenter i Danmark og ejer Samba-producenten Elvirasminde i Skanderborg samt en flødebollefabrik i Tivoli i København.

SPECS
Spangsbjerg Chokolades Fabriksudsalg
Anelystparken 7
8381 Tilst