Trænger din krop til et frisk pust energi? Her får du tre steder i byen, hvor din take away drypper af god samvittighed frem for fedt.
Guiden har tidligere været bragt i Mærk Aarhus
We Feat
Guldsmedgade 33, 8000 Aarhus
Hos We Feat i Guldsmedegade er der fokus på sunde salater, hvor alt er økologisk. Stedet har syv faste, fristende salater, som du kan vælge imellem, og er du mere til brød, kan dine grøntsager blive pakket ind i en lækker sandwich. Mmh! Vil du gerne holde øje med indtaget af kalorier, har We Feat gjort det nemt for dig på madstedets hjemmeside, hvor du kan se antallet af kalorier samt mængden af fedt, kulhydrater og protein i hver ret. Du kan tage maden med hjem eller spise den på stedet i We Feats hyggelige lokaler.
Green Neighbour
Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus
Hvis du er til lækre friske salter og fokus på økologi, så er Green Neighbour et rigtig godt sted at lægge vejen forbi. Prøv for eksempel stedets chicken cæsar salat, som vi på redaktionen er ret store fans af. Salatstedet har haft lokation forskellige steder i Aarhus, men kan nu findes på Aarhus Street Food. Find en plads ved madmarkedets langborde, eller tag salaten med to go. Nemt og bekvemt!
Café Fika
Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus
På Jægergårdsgade er Café Fika blevet lidt af en favorit. Her kan du få hjemmelavede sandwich, majspandekager, grøntsagstærter og salater, så der burde være noget for enhver smag. Prøv også en af caféens lækre, friskpressede juicer, eller snup en smoothie som dessert: Måske en yderst grøn version med grønkål, spinat, avocado, banan, æble, lime og ingefær? Du kan både spise dit grønne måltid hos Café Fika, eller tage det med dig på farten.