Foto: Tangkroen

Michelinkok sætter kurs mod Aarhus: Nyt kapitel hos Restaurant Tangkroen med stærkt team

Der sker spændede ting på den aarhusianske restaurantscene! Restaurant Tangkroen er nemlig blevet en Michelinkok rigere, og kan nu præsentere deres nye køkkenchef, Thomas Pasfall. Sammen med et stærkt kokketeam bag sig står han klar til at skabe enestående madoplevelser til alle restaurantens gæster.

Læs også: Guide: Her er 5 historiske restaurantoplevelser i Aarhus

Stjernekok med passion for det franske køkken

Passfall
Foto: Tangkroen

Thomas Pasfall har mange års erfaring som stjernekok på CV’et. Thomas er bland andet kendt for sin evne til at forene det enkle med det sublime i køkkenet. I chefkokkens retter får hver råvares kvaliteter lov at træde frem.

Pasfall har været en del af Michelin Nordic Guide i otte år og er blevet hædret med titlen som Escoffiers Disciple af den franske ambassade – en stor anerkendelse af hans arbejde med at bevare og formidle det franske køkkens kulturarv. Nu vender han tilbage til Aarhus, hvor hans karriere i sin tid begyndte, for at tage fat på nye, spændende udfordringer.

Et stjernespækket kokketeam på tværs af restauranter

team tangkroen
Foto: Tangkroen

Med Thomas Pasfall ombord styrker Jørgen Danielsen, ejeren af Casablanca-familien, det allerede imponerende kokketeam på tværs af sine restauranter. Danielsen fremhæver stolt teamet som noget særligt i Danmark.

Udover Pasfall består holdet af kokke som Dak Wichangoen, tidligere køkkenchef på Michelin-restauranten Kiin Kiin og kendt fra Masterchef og Steffen Villadsen, tidligere drivkraft bag Molskroen. Med den franske kok Patrice Burger, der leder køkkenet på Casablanca og er tidligere restaurantejer i Aabyhøj, og bagermester Michael Rosengaard fra Mor Anna, har Casablanca-familien nu et stærkt kokketeam, der kan sætte nye standarder for gastronomien i Aarhus.

Ambitionerne for Tangkroen: Tradition møder innovation

mad
Foto: Tangkroen

Thomas Pasfall og Jørgen Danielsen deler en vision om at skabe unikke madoplevelser på Tangkroen. Restauranten vil fortsat være vært for store selskaber såsom bryllupper, dåbsfester, konfirmationer og firmaarrangementer.

Derudover kan aarhusianerne se frem til at nyde Pasfalls signaturretter gennem særligt udvalgte menuer og à la carte-retter på udvalgte aftener. Tangkroen har desuden gennemgået en omfattende renovering, som har løftet stedet til et nyt niveau, der matcher ambitionerne i køkkenet – stærkt inspireret af indretningen på Sjette Frederiks Kro.

Med et stærkt team af stjernekokke og et nyrenoveret restaurantmiljø står Tangkroen nu klar til at byde både lokale og besøgende velkommen til en gastronomisk oplevelse i særklasse.

Du kan læse mere om Restaurant Tangkroen på deres hjemmeside her.