Restaurant Olive

Lam og daddeltærte: Så er der ny menu hos Restaurant Olive

Restaurant Olive på Kaløgade 1 er klar med ny menu.

Drømmer du om at forkæle dine smagsløg med lækker mad og smæske dig i flere retter? Det kan du hos Restaurant Olive på Kaløgade 1. Nu har den fransk inspirerede restaurant fået nyt menukort. Til forret står menuen for eksempel på røget andebryst med urtecreme, tyttebær og saltede mandler eller en chorizosuppe med grønkål og kartoffel.

Når du har varmet op med en forret, er du klar til hovedretten. Der kan du blandt andet vælge en rødvinsmarineret lammeskank med græskar, svampe, grønne bønner, bagt mos og trøffelmayo. Er du mere til fisk, så kan du vælge dagens fisk med urtepanade, palmekål og hasselnødder. til dessert får du noget sødt at slutte af med, da du for eksempel kan gå på opdagelse i en daddeltærte med vaniljeis, eller choko-marengs med likørcreme og kirsebær.

Restaurant Olives koncept er, at det ikke skal vælte budgettet, når du spiser ude. Det betyder, at du må medbringe din egen vin, og at du fra mandag til torsdag kan få 3 retter mad til 260 kroner (psst. 230 kroner, hvis du er studerende eller pensionist!) I weekenden kan du få 2 retter for 270 kroner, 3 retter for 310 kroner og 4 retter for 350 kroner. Du kan læse mere og følge med, når der kommer ny menu her.