Foto: Thomas-a.com

Mums: Københavnsk iskæde åbner i Aarhus

Den københavnske iskæde Olufs får bod på Aarhus Central Food Market.

Så er der godt nyt til store og små iselskere i Aarhus. Den populære københavnske isbar Olufs åbner en bod på madmarkedet Aarhus Central Food Market ved Strøget. Åbningen sker den 23. juni, hvor der er åbningsfest fra klokken 12-20.

Olufs laver håndlavede ispinde af italiensk gelato-is, og alle ingrediensker er økologiske.

“Vi laver selv alt fra bunden og har fokus på økologisk mælk, fløde og sukker. Det er charmerende is, vi laver. Og der er aldrig to, der er ens, fordi vi laver dem i hånden. Det er lækre is, inspireret af hverdagen og årstiden,” siger Signe Tove Olsen til børnesitet Kids Aarhus.

Signe Tove Olsen overtog tidligere i år sammen med tre andre unge kæden, som har eksisteret siden 2013.

Produceres fra bunden
Ispindene produceres hver dag fra bunden, og på Aarhus Central Food Market vil det også være muligt at følge med i produktionen fra pop-up-butikken.

Olufs holder indtil videre åbent på Aarhus Central Food Market i fire måneder henover sommeren. Derefter vil de fire ejere tage stilling til, om isbutikken skal blive i Aarhus.

“Vi synes jo, det er synd, hvis aarhusianerne ikke skulle kunne få en ordentlig ispind, og samtidig er to ud af fire af os jyder, så vi er glade for at komme lidt hjem. Så vi må se, hvad der sker, når de fire måneder er gået”, siger Signe Tove Olsen til Kids Aarhus.