Aarhus har de seneste år fået mange flere ølbarer med rigtig gode øl. Vi har lavet en guide til, hvilke ølbarer du skal besøge næste gang, du skal have en kold øl i Aarhus.
Læs også: Drinks med udsigt til hele byen? Her er 5 restauranter og barer med rooftop
Erlings Jazz- og Ølbar: Livemusik og hyggelig atmosfære
På hjørnet af Mejlgade og Nørreport ligger en lille hyggelig ølbar. Erlings Jazz- og Ølbar har fokus på specialøl og har altid 9 øl på hanerne. Øllene varier meget i stil og kommer fra en lang række forskellige bryggerier.
Stemningen er uformel – der er lidt mørkt, og der er fundet gamle møbler, så tankerne bliver sendt hen mod et brunt værtshus, der møder en gammeldags salon. Der er jazz i højtalerne, og engang i mellem er der også livemusik.
Hvor: Nørreport 8, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Specialøl og jazzbar
Læs mere her.
Åben: Ølbar med specialøl og dejlig stemning
ÅBEN startede faktisk som et bryggeri i Kolding, men er nu blevet til en række af ølbarer. Én af dem finder du på Rosensgade centralt i Aarhus. De åbnede i september 2020 og blev derefter lukket ned pga. corona. Efter genåbningen er det gået som smurt, og en masse ølglade århusianere har slået vejen forbi.
Her finder du ÅBENs lækre øl på både fad og på dåse. Du kan både nyde øllen i baren, men du kan også tage dem med dig hjem. Baren har altid god stemning, og du kan virkelig mærke, at her nørdes i og dyrkes øl på højt niveau. Der er kredset for deltaljen hos ÅBEN og lokalerne er lyse og lækre.
Hos ÅBEN holdes der ofte små events, f.eks. pubquiz og endda banko.
Hvor: ÅBEN Aarhus, Rosengade 28, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Bryggeri med egne øl og andre specialøl
Læs mere her.
Mig og Ølsnedkeren: Ølbar for ølsnedkere i Aarhus
Mig og Ølsnedkeren har efterhånden været i Aarhus i en del år. Ølbaren er i to etager og lokalerne er lyse og åbne. Her har man også en del øl, som er af egen produktion fra bryggeriet i København. De serverer også andre bryggeriers øl, og der er altid 20 på hanerne.
Hvis du har lyst til at prøve andre øl end dem, der er på hanen, så har de også en række øl på flaske. Et supergodt og hyggeligt sted for alle ølentusiaster.
Hvor: Mejlgade 12, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Ølbar med egne øl, men også fra andre bryggerier
Læs mere her.
Mundhæld: Specialøl i Vestergade
I den hyggelige Vestergade ligger den populære ølbar Mundhæld. Indretningen er rustik og afslappet, og du kan sidde udenfor og nyde din øl og de smukke omgivelser. Mundhæld har et stort menukort, og altid 25 øl på fad. Der er meget at vælge imellem, både for nybegynderen og den inkarnerede ølentusiast.
Du finder specialøl fra hele landet og mange mikrobryggerier. Du kan altid få kyndig hjælp bag baren, hvis du er i tvivl om, hvilken øl du skal vælge i dag. Desuden kan du få smagsprøver, så du er helt sikker på at vælge den rette øl for dig!
Hvor: Mundhæld, Vestergade 51, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Hyggelig ølbar med stort udvalg af specialøl
Læs mere her.
Mikkeller Bar: En klassisk ølbar
Den populære danske kæde Mikkeller har mange ølbarer, men heldigvis også en lige her i Aarhus – endda på skønne Jægergårdsgade. Her kan du få de populære og elskede Mikkeller øl i alle afskygninger. Der er 20 øl at vælge imellem, og den hyggelige bar har også en række lækre snacks til at stille den lille sult.
De har selvfølgelig også et udvalg af gode alkoholfri øl, hvis du er mest til det. Baren er hyggelig og stilren, og deres øl er altid en sikker vinder.
Hvor: Mikkeller bar, Jægergårdsgade 61, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Mikkellers egne øl og lækre snacks
Læs mere her.
Ris Ras Filliongongong: Aarhusianernes stamsted
Hos Ris Ras Filliongongong – eller bare Ris Ras, som det ofte kaldes – kan du finde rigtig mange stamgæster, som kommer og nyder deres øl her. Det er et sted, som er kendt og elsket i Aarhus, og med god grund. Stemningen er hyggelig og afslappet, og det er en bar, hvor du hyggesnakker over øllene, som sælges til en god pris.
På menukortet finder du altså rigtig mange gode øl fra hele Danmark og udlandet. Det er primært danske og belgiske specialøl. Risras har også sin egen øl, som sammen med en fernet, udgør et populært sæt.
Hvor: Mejlgade 24, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Hyggelig og afslappet bar med gode øl
Læs mere her.