Spørger du os, er noget af det bedste ved Aarhus, at der hele tiden åbner nye, spændende spisesteder. Har du lyst til at prøve noget nyt, kan du altid finde et spisested i Aarhus, som du endnu ikke har prøvet – medmindre du virkelig er entusiast!
Og det går rygende stærkt. Det føltes næsten, som om der åbner et nyt sted hver uge. Så hvis du måske har tabt pusten, så bare rolig – vi har lavet en liste over de bedste nye steder, der er åbnet i 2024 og 2023.
Læs også: 6 romantiske restauranter i Aarhus til næste date!
Spisesteder der åbnede i 2024
Nomelle – Bistro & Bar – Spritny eksklusiv nordisk bistro
Den 1. marts 2024 åbnede Nomelle på Frederiksgade, og siden har der været travlt i deres restaurant og deres bar efter 22.00.
I køkkenet er det tidligere michelin-kok Rasmus Surland, der har skabt en raffineret bistro med fokus på det nordiske køkken og lokale råvarer. Nomelle har skabt et sted, hvor du får mad fra øverste hylde, men til priser alle kan være med på.
Det er til madelskerne, som gerne vil have en eksklusiv madoplevelse i unikke omgivelser.
Adresse: Frederiksgade 29, 8000 Aarhus C
Læs mere: På nomelle.dk
Bouillon – Den omtalte restaurant fra København kommer til Aarhus!
Aarhus byder velkommen til en bid af Paris med åbningen af Bouillon den 5. april. Dette parisisk inspirerede spisested lover god, ærlig mad til overkommelige priser i et indbydende miljø.
Bouillon tilbyder en autentisk restaurantoplevelse, hvor gæster kan nyde en tre-retters menu, vin i ballonglas, og den klassiske franske atmosfære med dug på bordet og tjener i uniform, alt sammen uden at føle sig økonomisk udfordret.
Med et koncept, der fremhæver “stor oplevelse, lille regning,” serveres klassiske franske retter som steak frites, løgsuppe og crème brûlée.
Dette er den flest har set frem til blandt nye spisesteder i Aarhus!
Adresse: Europaplads 2, 8000 Aarhus C
Læs mere: På restaurantbouillon.dk
Bird Bird – Thailandsk perle blandt Aarhus’ nye spisesteder
Den 14. marts udvidede Aarhus’ kulinariske landskab med åbningen af Bird Bird, som bringer thaimad af højeste kvalitet til byen. Dette nye spisested fejrer ægte thailandsk madkultur med nøje udvalgte ingredienser som fiskesauce, kokosmælk, og friske krydderier.
Grundlæggeren, Bird, har perfektioneret sine opskrifter siden 2011, inspireret af årlige rejser til Thailand.
Bird Bird skinner i Markedshallen med signaturretter som Pad Thai, der balancerer det søde, sure og salte, og den krydrede ‘Pad ga pao’. Et must-visit for enhver thaimadentusiast!
Adresse: Nicoline Koch Plads 31, 8000 Aarhus
Læs mere: På nicolinehus.dk
Spisesteder der åbnede i 2023
SESAM – Friskt take på fastfood med lokale råvarer
I December blev Aarhus lidt rigere på nye fantastiske spisesteder med åbningen af SESAM, et frisk pust til Klostergade, men også tidligere kendt fra Markedshallen i Nicolinehus.
SESAM introducerer et unikt og innovativt koncept, der kombinerer hjemmelavet “fastfood” med en stærk forpligtelse over for friske, sunde ingredienser og lokale råvarer. Med en passion for at inspirere både visuelt og kulinarisk, viser SESAM vejen med retter som deres koldrøgede laks, leveret direkte fra Erling Christensen ved Aarhus Lystbådhavn.
Hos SESAM er det en kerneværdi, at god mad skal være tilgængelig for alle, hvilket afspejles i både kvalitet og pris. Med hvert måltid lover SESAM en oplevelse, hvor man ikke går på kompromis med smag for sundhed.
Adresse: Nikoline Kochs Plads 31 & Klostergade 3, 8000 Aarhus C
Læs mere: På sesamfood.com
Pizza Boys – Fra street food til toppen af Aarhus nye spisesteder!
Indtil 1. marts 2023 har Pizza Boys kun været at finde i en bod på det lille street food marked Tørv på Aarhus Ø. Men siden har drengene altså åbnet en café ved Godsbanen og er med på listen over nye spisesteder i Aarhus. I caféen serveres de velkendte, lækre pizzaer, som kan nydes i hyggelige omgivelser med øl, vin og sodavand.
Formålet med den nye Pizza Boys café er at gøre op med den stereotype opfattelse af pizzabranchen. De ønsker at skabe et sted, hvor man kan hænge ud, spise god mad og nyde tilværelsen. Udover de napolitansk inspirerede surdejspizzaer, byder Pizza Boys også på surdejssandwiches og såkaldte square pizzaer, som har en højere og mere “fluffy” bund.
I caféen er der plads til 25 siddende gæster indenfor, mens der udenfor er plads til 30 gæster under varmelamperne. Pizza Boys har desuden planer om at anlægge en petanquebane til sommer.
Adresse: Skovgaardsgade 13, 8000 Aarhus
Læs mere: På pizzaboys.dk
Shima – I blandt Ceresbyens lækreste nye spisesteder
Er du vild med ramen, skal du prøve den nyåbnede restaurant Shima. Ramen-restauranten slog dørene op den 22. marts 2023 i hyggelige lokaler i Ceresbyen. Her kan du nyde asiatisk nudelsuppe, stegte gyoza og andre japansk inspirerede retter, som er lavet på danske råvarer.
Indretningen er virkelig gennemført med planter i loftet og træpaneler på væggene, som indbyder til en hyggelig og nærværende spiseoplevelse.
Adresse: Ceresbyen 20, 8000 Aarhus
Læs mere: På shima-aarhus.dk
Restaurant Tiende og Den Fede Drue – Flot udsigt og lækre smagsoplevelser på Aarhus Ø
En lækker middag og gode drinks på toppen af Aarhus og en betjening, der er helt nede på jorden. Det kan du nu opleve på Aarhus Ø, hvor Restaurant Tiende og Den Fede Drue åbnede den 5. april 2023. Restauranten og cocktailbaren ligger på øverste etage af Nicolinehus; nemlig på tiende etage, som restaurantens navn også antyder.
Restaurant Tiende byder på både frokost- og aftenmenu, hvor fællesnævneren er kvalitet og fokus på årstidens råvarer. Menuen varierer efter sæson, men retterne er inspireret af lokationen mellem himmel og hav.
Til frokost kan du blandt andet nyde smørrebrød og udvalgte klassikere som stjerneskud og tartare de boeuf. Aftenmenuen byder på retter som pighvar og grillet sortfodsgris.
I cocktailbaren Den Fede Drue kan du nyde en lækker cocktail eller et godt glas vin før eller efter maden (eller begge dele). Faktisk kan du vælge mellem intet mindre end 2700 forskellige slags vine.
Adresse: Dagmar Petersens Gade 62, 10, 8000 Aarhus
Læs mere: På restaurant-tiende.dk
Miyagi Sushi – Kvalitetssushi på kortet blandt de nye spisesteder
Den 1. maj 2023 slog en ny sushirestaurant dørene op på Nørre Allé i Aarhus. Miyagi Sushi er navnet, og den nye restaurant byder både på sushi af høj kvalitet og andre asiatiske specialiteter ad libitum.
Prisen er kun 258 kr. pr. person alle dage i ugen, og du får alt det, du kan spise i op til to timer. Miyagi er ikke kun for sushi-elskere, for menukortet er også spækket med lækkerier som bao, sticks, kylling, friteret blomkål og selvfølgelig lækre desserter som tiramisu og churros.
Miyagi Sushi har udvalgt deres kokke nøje, for de kommer nemlig alle med mange års erfaring fra nogle af verdens bedste sushirestauranter. Mon ikke det kan smages?
Adresse: Nørre Allé 16, 8000 Aarhus
Læs mere: På miyagisushi.dk
Mefisto Pizza & Bar – Nyd lækker pizza i latinerkvarteret
Måske kender du Mefisto som fiskerestaurant? Den 3. maj 2023 overraskede Mefisto med en ny restaurant; nemlig Mefisto Pizza & Bar. Fiskerestauranten, Mefisto Restaurant & Gårdhave, flyttede for nylig til større lokaler, og nu er de “gamle” lokaler altså blevet til Mefisto Pizza & Bar.
De to restauranter ligger dog kun få gadenumre fra hinanden i det skønne Latinerkvarter, nemlig i henholdsvis Volden 20 og Volden 28. Den nye Mefisto Pizza & Bar i nummer 28 byder på ægte neo-napolitanske pizzaer med topping, der er inspireret af hele verden. Mefisto har i al hemmelighed før åbningen nørdet pizzadej, som koldhæver og fermenterer i minimum 48 timer. Priserne ligger mellem 95 og 140 kr.
Udover lækre pizzaer, sørger Mefisto Pizza & Bar også for den gode stemning med musik og en hyggelig bar.
Adresse: Volden 28, 8000 Aarhus
Læs mere: På mefisto.dk
Piccolo Aarhus Ø – Italienske smagsoplevelser ved vandkanten
Er du vild med italiensk mad, så er der endnu en god nyhed på den aarhusianske madscene. Blandt nye spisesteder i Aarhus er nemlig Piccolo på Aarhus Ø, som åbnede den 5. maj 2023.
Måske mener du, at du har hørt om Piccolo før? Den er god nok! For Piccolo findes nemlig allerede to steder i Aarhus – på Åboulevarden og i Risskov. Nu kan du også opleve følelsen af Venedig på Aarhus Ø, hvor den lækre italienske mad og de kolde drinks serveres tæt på vandet.
Menuen er klassisk italiensk med spændende pizzaer, pastaretter og andre italienske specialiteter i tapasform.
Adresse: Irma Pedersens Gade 82, 8000 Aarhus
Læs mere: På jakobsenco.dk