KAFFEBAR Under det kryptiske navn RS28 er en ny kaffebar på vej i Sigfred Kaffebars gamle lokaler på Ryesgade 28. De to ejere kender adressen ganske godt.
Den ene ejer var kvalitetsansvarlig i Sigfreds Kaffebar gennem 12 år, og den anden ejer var indtil for fem år siden medejer af samme. Relationerne til Thomas Sigfreds konkursramte kaffebar er nære hos RS28’s stiftere Rasmus Seirup og Jan Ladefoged, men så er det også slut med at tale om Sigfred.
”Jeg vil meget hellere kigge frem og tale om, hvad vi vil med det nye sted. Det er selvsagt en traditionsrig location, hvor folk har store forventninger til kvalitet og service, og vi vil gøre vores bedste for at fylde de store sko ud. Vi kan mærke, at folk virkelig har en sult efter, at der skal være en kaffebar på adressen,” siger den 34-årige Rasmus Seirup.
Alle er velkomne
De seneste uger har håndværkerne arbejdet på højtryk med at renovere kaffebaren fra kælder til kvist, så lokalerne er klar til den forventede åbning i starten af april. Rasmus Seirup kommer sammen med sin gamle medbarista Tobias Mosegaard fra Sigfreds Kaffebar og to medarbejdere til at være dagligt i kaffebaren, og ambitionen er klar:
”Vi vil skabe en kaffebar, hvor alle er velkomne, hvor priserne er imødekommende, og hvor vi er i øjenhøjde med kunderne. Vi vil hellere være Bib Gourmand end Michelin-stjerne, og RS28 skal ikke være et kaffenørdet sted, hvor kaffen ophøjes til noget uopnåeligt. Det vigtige er, at kunderne skal have de bedste bønner, den bedste kaffe og den bedste service,” siger Rasmus Seirup.
Har haft drøm i mange år
Kaffebaren får de gængse kaffevarianter lige fra cappuccino og Flat White til den traditionelle filterkaffe, der som bekendt er kommet på mode igen. Den nyslåede kaffebarejer lægger ikke skjul på, at forventningerne er store.
”Jeg har haft en drøm om at eje en kaffebar i mange år, og nu kommer det til at ske. Det er helt vildt,” siger Rasmus Seirup.
Udover kaffe vil RS28 også sælge brød, kager, kaffeudstyr af mærket Kalita og kaffebønner fra kafferisteriet The Coffee Collective. Planen er desuden at afholde kaffekurser, hvor kunderne kan lære at lave kaffe på forskellige måder.
SPECS
RS28
Ryesgade 28
8000 Aarhus C