KAFFEBAR Street Coffee står bag nyt motionsløb, der starter med kaffe og croissanter og slutter med gin og tonic.
Et motionsløb, hvor du starter med kaffe og croissanter og slutter med en gin og tonic? Jeps, det er konceptet for løbet Street Coffee Run, der finder sted i Aarhus den 28. maj kl. 10. Bag det usædvanlige løb står kaffebaren Street Coffee i Vestergade.
”The Street Coffee Run er et løb for dig, der sætter pris på hyggen og glæden ved at løbe i skønne omgivelser og blandt søde mennesker. Det er et løb for motionister i alle aldre og former, men skulle du tilhøre eliten, er du selvfølgelig også velkommen,” skriver arrangørerne på Facebook.
Løbet finder sted på og omkring Brabrandstien, og du kan både deltage i distancer på 6, 16 og 21 km. Prisen for at deltage er 195 kroner. Køb din billet her.