Møf går all in nytårsaften

RESTAURANT Den lille Restaurant Møf på Vesterbro Torv disker op med en af de vildeste nytårsmenuer i nyere tid. Jomfruhummerbisque og foie gras, anyone?

Mange aarhusianske restauranter tilbyder nytårsmenuer til feststemte gæster, der gerne vil ud i byen og fejre det nye års komme. Men Restaurant Møfs 8 retters nytårsmenu må være en af de vildeste.

Jomfruhummerbisque, foie gras-terrin, rimmede kammuslinger og kalvebrisler er blot nogle af ingredienserne i menuen, der indledes kl. 18 med champagne og nytårstale og først slutter kl. 1.

”For os er der nogle retter, man bare skal have til nytår. Det er for eksempel caviar, trøffel, foie gras, kammusling og jomfruhummer. I år vil vi sammensætte en eksklusiv nytårsmenu med det bedste af det bedste,” siger køkkenchef Kristine Wacher Rødbro fra Restaurant Møf.

Og forventningerne er store til årets store menu, der står i 1499 kroner pr. person inkl. vin.

”Vi håber, at alle, som har lyst til at spise en fantastisk menu, kommer forbi Møf nytårsaften. Vi pynter ekstra op i restauranten, så man virkeligt mærker, at man er til nytårsfest. Og så har vi en tjener, der er helt pjattet med nytårskrudt, så mon ikke han fyrer en raket eller to af,” siger medejer Michell Nielsen.

Den fulde menu lyder således:

  • Champagne & kaviar
  • Rimmede kammuslinger med blomkål, syrnet fløde og dild
  • Jomfruhummerbisque med soufflefars og stegte jomfruhummerhaler
  • Foie gras-terrin med brioche og sauterne gele
  • Kalvebrisler med karamelliseret løgkompot, syltede løg og bearnaisesauce
  • Stegt okse med grillede gulerødder, tyttebær og trøffelsauce
  • Fransk ost med abrikoser og kørvel
  • Passionsfrugt creme med brændt marengs og lakrids

SPECS
Restaurant Møf
Vesterport 10
8000 Aarhus C