I går blev der uddelt Michelin-stjerner og det blev til en masse hæder til Aarhus. Vi har talt med to af de restauranter, der modtog anerkendelser.
I går blev en lang række restauranter hædret i hele Norden. Således også i Aarhus, hvor det blev til en række nye anerkendelser.
Hos Restaurant Substans var man selvsagt lykkelige over, at man nu havde fået den stjerne igen, som man mistede, da man lukkede den gamle restaurant på Frederiksgade og i stedet flyttede ned i et smukt byggeri på Aarhus Ø med udsigt over hele Aarhus Bugten.
Men det var ikke uden nervøsitet, at man havde ventet på Michelin-uddelingen.
Læs også: Aarhusiansk restaurant vinder DM for nyskabende tartelet
’Det har jo været et år præget af nedlukninger og Corona, så vi var spændte på, om Michelin havde valgt at kigge vores vej. Så det er vi utroligt glade og beærede over, at de gjorde’ fortæller René Mammen.
Ugen op til uddelingen havde da også være noget anerledes end normalt. For Michelin-showet afslørede nemlig, at alle de nye stjerner havde det fået at vide på forhånd, da hele showet var optaget. Så jeg var interesseret i at vide, hvor lang tid i forvejen René og Louise Mammen havde vidst, de ville få en stjerne?
’Jamen vi har vidst det siden tirsdag, så det har været utroligt svært at holde hemmeligt. Vi har skrevet under på en masse papirer, så vi vidste godt, at det altså ikke var noget, man lige kunne fortælle videre.’ Siger René Mammen.
Ægteparret som i den grad havde holdt det hemmeligt. Jeg havde nemlig skrevet med René dagen inden og aftalt, at vi kunne lavet et interview, hvis det nu gik godt. Det kunne vi godt aftale og de virkede spændte. Men der fik René snydt mig og det var en glædelig overraskelse!
Gastromé bevarede sin stjerne
Hos Gastromé bevarede man sin stjerne, og det var man meget glade for efter et år præget af nedlukninger og desværre også en konkurs, som man heldigvis kom tilbage fra.
’Det var en kæmpe lettelse og en enorm glæde. Vi følte virkelig, vi skulle ud og fejre det, for det har været et hårdt år, hvor alle har kæmpe og holdet virkelig har rykke sammen. Så det var en fed fornemmelse.’ fortæller Søren Jakobsen, en af ejerne af Gastromé.
Det var ikke kun Søren Jakobsen og hans partner William Jørgensen, der kunne nyde succesen. Faktisk var begejstringen hos Gastromés unge ansatte også en stor oplevelse for de to kompagnoner.
’Vi har mange unge ansatte, så det er ekstremt fedt at se dem blive belønnet og virkelig blive begejstret.’ siger Søren Jakobsen.
Det var i 2015 at Gastromé for første gang fik sin stjerne. Det er især det, at restauranten nu på sjette år bliver belønnet med en stjerne, der gør Søren Jakobsen stolt.
’Det er en fed følelse, at man bliver belønnet for den kontinuitet, vi har prøvet at opretholde. Da William og jeg åbnede Gastromé havde vi jo kigget mod netop de restauranter, der år efter år fik deres stjerne. Så det er en fantastisk følelse, at vi nu selv er kommet så langt.” afslutter Søren Jakobsen.