En ny restaurant rammer Aarhus Ø, når restaurationsvirksomheden MIB flytter ind i Pakhusene med nordisk gastronomi, mangfoldighed og mad tilberedt på grill.
Den aarhusianske forretningsmand og kok Martin Ib, der er manden bag madimperiet MIB, er efterhånden et velkendt navn på Aarhus Ø. Han og MIB driver nemlig allerede MIB Madmarked, der forsyner Aarhus Ø med delikatesser og bagværk fra eget bageri, og tilbereder og serverer til dagligt en buffet for erhvervsfolkene i Pakhusene.
Som det seneste skud på stammen har MIB nu sat sig for at åbne en a la carte-restaurant i Pakhusene. Det mangfoldige madkoncept fra MIB bliver ført videre, når Martin Ib åbner sin nye restaurant:
”Jeg glæder mig til, at vi kan hylde mangfoldigheden i den nye restaurant i Pakhusene. Det er dét, vi står for, og det er dét, vi kan. Derfor vil vi gerne skabe en restaurant, hvor alle kan være med prismæssigt,” siger Martin Ib i en pressemeddelelse.
Selv om prisen er for alle, bliver konceptet stramt. Maden bliver tilberedt over grill, og der vil ikke være ovn og komfur, som man kender det fra andre restauranter. Martin Ib fortæller dog, at det ikke kun er store bøffer, som bliver tilberedt på grillen. Der vil også være mulighed for at få små anretninger og andre velsmagende retter.
Restauranten er sat til at åbne i 2020.