Arkivfoto: Visit Denmark

Nu får Aarhus sit eget badehotel

Nyt badehotel åbner nord for Aarhus til foråret.

Det navnkundige Svinkløv Badehotel i Nordvestjylland brændte på sørgelig vis ned sidste år, men til gengæld kommer der snart et nyt badehotel i Østjylland. I løbet af foråret åbner Kaløvig Badehotel nord for Aarhus, og bag stedet står Søren Dalhof, der også driver Hotel Royal i Aarhus.

Hotellet kommer til at ligge i lokalerne, som indtil for nylig husede restauranten SalonSalon på Kaløvig Bådehavn.

“Det ligger i et maritimt miljø med stranden som nærmeste nabo. Det hele emmer jo af strand, godt vand og charmerende bygninger. Åbningsdatoen ligger desværre ikke i mine hænder lige nu. Vi går og gør rent nu, og så håber vi på at åbne i løbet af foråret,” siger ejer Søren Dalhof til JP Aarhus.

Badehotellet får plads til omkring 300 mennesker i restaurant og selskabslokaler, og selve hotellet får 22 værelser til overnattende gæster.