VIN Der er mere end 200 slags vin på programmet, når vinfestivalen Winemarket 4.0 rammer Aarhus.
Er du vild med vin? Så skal du stikke vejen forbi Ridehuset lørdag den 21. maj, hvor Winemarket 4.0 løber af stablen i Aarhus. På festivalen kan du for 175 kroner smage vin fra intet mindre end 20 danske vinhandlere.
”Vi forventer at give deltagerne en topklasses vinoplevelse, hvor man kan lære sin egen vinsmag bedre at kende, så man rammer bedre plet, næste gang man køber vin. Vi forventer, at op mod 1.000 gæster kigger forbi Ridehuset og smager de omkring 200 vine, der er på programmet denne forårslørdag.” siger Mads Jordansen fra websitet Winelab.dk, der står bag eventen.
Læs guide: 5 sublime vinbarer i Aarhus
Alsace-vin og østers
Festivalen får også et Alsace-område, hvor to vinhandlere inviterer til smagning af regionens mangfoldige vinstile og druetyper. Derudover stiller Havnens Fiskehus fra Aarhus op med en østersbar, hvor man kan få en lille østerssmagning og opleve smagsforskellene på de forskellige østerstyper.
Billetter koster 175 kroner frem til den 6. april, og herefter er prisen 225 kroner. Man køber adgang til festivalen enten fra 12-14.30 eller fra 15.30-18. Køb billet her.