Aarhusiansk burgerjoint ved Nørreport er lukket, og asiatisk takeaway er flyttet ind.
I al ubemærkethed er den aarhusianske burgerjoint Cafe 8, der blandt har været kendt for sin byg selv-burger, lukket for nylig. Stedet åbnede sidste år i et lille lokale på Nørreport 8 med ejeren Jesper Nielsen og hans partner Karina ved roret.
“Efter mange mange overvejelser har vi valgt at lukke Café 8 […] Vi er enormt glade og stolte over den store opbakning, som vi har fået af jer kunder, samt de mange gode madanmeldelser som vi fået. Men vi alligevel truffet beslutningen ud fra et ønske om at få mere tid til vores børn og familie,” skrev caféen på Facebook i forbindelse med lukningen.
Tak til kunderne
Fra ejernes side lyder der en stor tak til de mange kunder, der er kommet i butikken.
“Vi har haft en fantastisk tid i caféen, der har været mange grin og sjove øjeblikke, mange gode og lange samtaler med vores dejlige naboer, kunder og samarbejdspartnere. Det har været en lærerig tid, som vi ikke ville have været foruden! Tusind tak for denne gang,” slutter ejerne.
En asiatisk takeaway er i dag flyttet ind i lokalerne med blandt andet de klassiske chinaboxes på menuen.