Foto: Gastromé

Aarhusianske Michelin-kokke indtog Canada

To kokke fra Michelin-restauranten Gastromé overtog canadisk restaurant i to dage.

De to kokke fra den aarhusianske Michelin-restaurant Gastromé, Søren Jakobsen og William Jørgensen, er netop vendt hjem fra Canada, hvor de var inviteret med til den gastronomiske festival ’En Lumiere’ i Montreal. I alt 50 kokke fra hele verden deltog.

I to dage var de to kokkes fem-retters menu hjemme fra Aarhus på den canadiske restaurant Les Cons Servents menukort.

”Det var en super god oplevelse at servere vores retter for en fyldt restaurant i Montreal. Men det var også med en smule nervøsitet, da vi ikke vidste, hvordan vores danske retter vil falde i gæsternes smag,” fortæller Søren Jakobsen.

Startet af stjernekokken Poul Bocuse
Det var første gang, at nordiske kokke var inviteret med til den prestigefyldte gourmetfestival, der er startet i år 2000 af blandt andre den franske stjernekok Poul Bocuse.

”Vi tog derover for at inspirere både kokke og gæster, men samtidig også for selv at blive inspireret. Derfor var vi under opholdet rundt på forskellige restauranter og tale med canadiske kokke, og det er tydeligt, at de er meget interesseret i at høre om det aarhusianske køkken. Det har været interessant at få indsigt i, hvordan de driver restaurant i en storby som Montreal,” fortæller William Jørgensen.

Aarhus i internationalt gourmet-netværk
Forbindelsen til den canadiske gourmetfestival er skabt via det verdensomspændende gourmet-netværk Délice, som Aarhus Kommune er en del af.

”Søren og Williams besøg i Canada har været med til at sætte yderligere fokus på Aarhus som gastronomi-region. Interessen for vores lokale gastronomi og derigennem også vores lokale råvarer har fået utrolig stor opmærksomhed den seneste tid, og det betyder nye muligheder for vækst for både etablerede og nye fødevarevirksomheder og restauranter her i regionen,” siger udviklingskonsulent Jesper H. B. Christensen fra Aarhus Kommune.