Den 6. til 8. september løber årets Food Festival af stablen på Tangkrogen.
Så er det nu, du skal rydde kalenderen den 6. til 8. september: Her bliver Tangkrogen nemlig forvandet til Nordens største madfestival, når Food Festival finder sted for 8. gang.
På årets festival kan du blandt andet deltage i forskellige workshops – for eksempel Timm Vladimirs kageworkshop, være med til at vælge Danmarks bedste hotdog under Hotdog DM, lave mad med nogle af Danmarks bedste kokke eller bare gå på opdagelse i festivalens 13 forskellige madområder.
“Vi kommer til at samle hele Maddanmark til én stor madfest. Mere end 250 af Danmarks absolut bedste madfolk for at være præcis. De er klar til at gøre folk klogere på alt lige fra gin til surdej. Mit mål er, at folk skal gå mætte hjem, men med en masse appetit på mere,” siger direktør for FOOD-Aarhus og Food Festival Anna Lund i en pressemeddelelse.
Du kan købe din billet til Food Festival på forhånd eller i døren.