På fredag åbner en ny ciderbar og bogcafé – og der er halv pris på alt på åbningsdagen.
Vil du nyde et glas cider eller en kop kaffe – omringet af bøger? Så glæd dig til på fredag den 20. september klokken 8.00, når det aarhusianske Forlaget Filo åbner en ny ciderbar og bogcafé på Jægergårdsgade 31.
Filo, som stedet hedder, skal både fungere som en almindelig café og bar samt som et kontor for Forlaget Filo. Hensigten er, at forlaget skal blive mere synligt for aarhusianerne.
“Jeg har både siddet hjemme og på kontor, men det er lidt ensomt at drive forlag på den måde. Samtidig er jeg vild med cider, og så opstod idéen til at lave en ciderbar, hvor vi både kan præsentere bøger, have møder med forfattere samt sælge cider og kaffe,” fortæller forlægger hos Filo Poul Henrik Mikkelsen.
Satser på dansk cider
Selvom Filo også vil sælge kaffe, vin og øl, er caféens fokus cider.
“Vi har rejst landet rundt for at finde de dygtigste, danske ciderproducenter, for vi satser på lokalt produceret cider,” siger Poul Henrik Mikkelsen.
Filo har åbent alle ugens dage fra klokken 8.00. På åbningsdagen fredag den 20. september vil der være halv pris på alt i caféen.