Torsdag den 14. november slår Faour dørene op til en særlig aften i Nicolinehus. Arrangementet ‘Palæstina aften med Faour’ giver mulighed for at dykke ned i den palæstinensiske kultur gennem lækker mad, musik og kultur.
Bag arrangementet står Mustafa Faour, som med en tre-retters middag og spændende aktiviteter vil invitere deltagerne ind i Palæstinas traditioner.
Læs også: Aarhus’ bedste takeaway 2024 – se vinderen og andre nominerede
En tre-retters rejse gennem Palæstina – Smag, tradition og historie på menuen
Den lækre middag bliver uden tvivl et af aftenens højdepunkter. Mustafa har sammensat en menu, der tager gæsterne med på en smagfuld rejse gennem Palæstina.
Forretten er en krydret linsesuppe med en musakhan rulle – en varm og fyldig ret, som er en vigtig del af den palæstinensiske madtradition. Hovedretten består af saftige kofta-kugler, lavet af krydret oksekød, serveret med kartofler og løg, som sammen med ris skaber en perfekt krydret ret. Til slut bydes der på klassisk baklava, serveret med sød vaniljeis fra Byens Ismejeri.
Menuen er skabt med omtanke for både smag og historie. Faour ønsker gennem maden at give gæster indblik i den palæstinensiske hverdagskost, der altid er rig på god smag.
Kultur, musik og dans – En aften i Palæstinas tegn
Den palæstinensiske middag er kun begyndelsen på aftenen. Gæster kan også besøge en palæstinensisk markedsbod, hvor man kan finde alt fra olivenolie og håndlavede sæber til unikke smykker med smukke olivenblads-motiver. Alle produkterne med rødder i den palæstinensiske kultur.
Senere kan man deltage i en quiz om Palæstina, og dyste om at vinde en præmiekurv fyldt med delikatesser fra boden.
For at fuldende oplevelsen, byder aftenen også på live musik og dans. Fathi Amuoni vil spille smukke melodier på sækkepibe, og senere kan du prøve dig ad med traditionel folkedans.
Derudover er kulturrådmanden fra Aarhus Kommune inviteret til at sige et par ord om vigtigheden af kulturelle arrangementer som disse, og den kulturelle mangfoldighed i byen.
Fra Palæstina til Aarhus – Mustafa Faour deler sin kultur
Mustafa Faour, grundlæggeren af Faour, bringer sin palæstinensiske arv direkte til Aarhus. Med rødder i Palæstina, hvor hans bedstefar voksede op, er Mustafa passioneret omkring at præsentere sin kultur gennem mad, musik og dans.
Denne passion viser sig i arrangementet i Nicolinehus, hvor gæsterne kan dykke ned i en verden af palæstinensisk mad, musik og dans. Mustafa bruger sine barndomserfaringer fra sin fars køkken til at forme hver ret, så deltagerne ikke blot spiser, men også oplever det autentiske Palæstina.
Adresse: Nicoline Kochs Pl. 4, 8000 Aarhus C
Pris: 169 kr. pr. person
Køb billetter: Her.