BURGER Du kan bestemme Månedens Burger i september hos Tommi’s Burger Joint.
Klassisk bøf og brød mit alles eller gastro-style med brioche og lækre grøntsager? Nu spørger den islandske burgerkæde Tommi’s Burger Joint om, hvordan din yndlingsburger ser ud. Menukortet, der ellers kører den skarpe stil med fire slags burgere, får nemlig også en Månedens Burger.
“Tommi’s Burger Joint i Malmö, London og Berlin har alle en Månedens Burger på menukortet, og det skal restauranten i Aarhus også have. Vi har besluttet at involvere dig, så du kan være med til at bestemme, hvordan den første burger skal være,” skriver Tommi’s Burger Joint på sin Facebookside.
Vind burgermenu
Hvis du vil have en finger med i spillet om september måneds burger, så find yndlingsopskriften frem. Lav en post med ingredienser og fremgangsmåde her eller brug hashtaggene #tommisburgerjointaarhus og #burgerofthemonth. Vinderen får gratis burger-menu hele september måned.
Tommi’s Burger Joint, som nu tager aarhusianerne med i køkkenet, åbnede på Jægergårdsgade i juni. Burgerkæden med islændingen Tommi’ Tomas Tómasson i spidsen har også restauranter i København, Malmö, London og Berlin og har alle steder opnået nærmest kultstatus.
Månedens Burger er første gang på menuen fra fredag den 2. september, og i september koster den 99 kroner inklusiv fritter og sodavand. Fremover kommer Månedens Burger til at koste 124 kroner.